Færdig efter SMS-skandale
Andreas Vetö skal ikke længere stå i spidsen for Danmarks Underholdningsorkester efter flere sager
Andreas Vetö forlader stillingen som direktør for Danmarks Underholdningsorkester efter sager om grænseoverskridende adfærd.
Det skriver Politiken og Berlingske, og selv bekræfter Andreas Vetö opsigelsen i et opslag på det sociale medie LinkedIn.
Ked af fejl
Her takker han for sin tid i orkestret og erklærer sig stolt af rejsen:
- Jeg er meget ked af de fejl, jeg har begået. Jeg tager læring af det og arbejder intenst med det, skriver han.
Berlingske har beskrevet, hvordan Andreas Vetö tidligere har fået kritik for grænseoverskridende adfærd. Flere medarbejdere har klaget over ham, har avisen beskrevet.
Sendte SMS
Politiken kan tillige fortælle om en sag om grænseoverskridende sms'er sendt til en medarbejder, som ifølge avisen havde bedt om, at han ikke kontaktede hende privat.
38-årige Andreas Vetö har været direktør for Danmarks Underholdningsorkester siden 2017. Tidligere har han været ansat hos Odense Symfoniorkester, DR Big Band og Tivoli Copenhagen Phil.
Modtog priser
Vetö er en prisbelønnet dirigent. I 2020 modtog Danmarks Underholdningsorkester International Classic Music Awards.
Orkestret har desuden under hans ledelse fået Børsens Gazelle-pris to år i streg, som gives til virksomheder, der skaber vækst - det har derfor været opsigtsvækkende, at en kulturinstitution har modtaget prisen.
Men nu er det altså slut for Andreas Vetö i Danmarks Underholdningsorkester.