Får huset fuldt i flere dage
For tv-vært og eventyrer, Mikkel Beha Erichsen, er netop samværet med dem, han elsker, det vigtigste
Man siger, at julen er hjerternes fest, og for tv-vært og eventyrer, Mikkel Beha Erichsen, er netop samværet med dem, han elsker, det vigtigste. Gaveræset derimod er han ikke meget for.
- For mig er det vigtigt at holde fast i, hvad julen handler om, nemlig at det er en anledning til at være sammen med familie og venner. Det handler ikke om at piske rundt i et indkøbscenter på jagt efter en masse gaver, siger han.
Det er ikke ensbetydende med, at der slet ikke ligger gaver under juletræet, når han sammen med hustruen samler hele familien til jul i hjemmet i Hundested.
- Vi giver selvfølgelig hinanden gaver, men det er virkelig ikke det store. Det er sådan noget med hjemmestrikkede sokker, og så er der til gengæld lidt større gaver til de mindste.
Kommer alle hjem
De seneste fem år har de to ældste sønner, Theis og Emil, sammen med deres kærester føjet fire børn til flokken, og de kommer alle sammen hjem til jul. Det samme gør den yngste søn, Alfred.
Emil Midé Erichsen og hans lille familie har det seneste halvandet år været på langfart med skibet "Havana", men nu er kursen sat mod Danmark.
Derfor er familien fuldtallig, når risengrøden bliver sat over, og juletræet bliver tændt.
Og det bliver i høj grad en jul på børnebørnenes præmisser, fortæller Mikkel Beha Erichsen.
- Ingen skal holdes hen, bare fordi der er en plan, der skal følges, siger han og fortsætter:
- Hvis det passer bedst, at vi går rundt om juletræet klokken 14, fordi nogle har jetlag, og hvis det passer andre bedre med risengrød end and, så er det det, vi gør. Det vigtigste er, at det er hyggeligt.
Sammen i flere dage
Én tradition ligger dog nogenlunde fast. For familien er julen mere end bare nogle intense timer den 24. december. Tværtimod strækker den sig over flere dage, hvor hele flokken er samlet.
- Vi mødes den 23. og er sammen frem til den 26. december, og det giver noget helt særligt at være samlet så længe. Det er ligesom at kaste fortøjningerne og tage til søs, hvor man ikke kan andet end at være sammen, siger Mikkel Beha Erichsen.
Han har ét godt råd til, hvordan nærværet kan få de bedste betingelser i julen.
Sluk telefonen
- Det kan lyde banalt, men det er at slukke mobiltelefonen.
Selv er han ikke på sociale medier og har, fortæller han, et dagligt skærmforbrug på fem minutter. Så det er ikke svært for ham at lægge mobilen til side. Og hele familien følger gladeligt opfordringen.
- På den måde føles det, som om vi har endnu mere tid sammen, fordi vores opmærksomhed ikke bliver rettet mod alt muligt andet.
Du møder altså ikke Mikkel Beha Erichsen på hverken Instagram eller Facebook. Til gengæld kan du opleve ham og familien på TV 2 fra den 29. december, hvor der er premiere på det nye program "Vores jord - kurs mod nye eventyr", hvor rejsen går over landjorden fra Sydamerikas nordligste punkt til kontinentets sydspids.