Forræder-stjerne høster priser
Med nomineringer i syv kategorier havde komiker Heino Hansen taget et præmieskab med til Reality Awards.
TV 2's realityserier "Forræder" og "Forræder - Ukendt grund" rydder lørdag bordet ved årets Reality Awards.
Serierne og de medvirkende løber med seks ud af 17 priser ved aftenens prisuddeling, som løber af stablen i K.B. Hallen i København lørdag aften.
Reality Awards bliver i år afholdt for 12. gang. Det er en prisuddeling, der hylder programmer, deltagere, tv-kanaler og produkter indenfor realitygenren.
Årets mandlige deltager
De to TV 2-programmer "Forræder" og "Forræder - Ukendt grund" baserer sig på et hollandsk koncept. I de to danske programmer kæmper henholdsvis kendte og almindelige danskere om en pengepræmie.
Deltagerne i de to programmer er delt ind i grupper af loyale og forrædere.
Komiker Heino Hansen vinder prisen som Årets mandlige deltager - blandt andet for sin medvirken i "Forræder". Han var ifølge Danske Spil storfavorit til at vinde prisen.

Flere priser
Heino Hansen kan også kalde sig Årets hotteste mand.
Prisen Årets bedste bemærkning går til Forræder-deltageren skuespiller Bjarne Henriksen, ligesom TV 2-serien også vinder for Årets drama.
Årets kvindelige deltager blev Regitze Mogensen, som medvirkede i søsterprogrammet "Forræder - Ukendt grund". Serien vinder også prisen for Årets caster.
Årets par
Heino Hansen hentede ikke kun priser hjem for sin medvirken i "Forræder". Komikeren har også medvirket i tv-serien "Jaget vildt", som sendes på Kanal 5 og tjenesten Max, sammen med hustruen Cecilia Hansen.
Det gav parret prisen som Årets par, ligesom Heino Hansen også kan føje prisen Årets sjoveste til samlingen for sin medvirken i "Jaget vildt".
Præmieskab med
Komikeren havde på forhånd taget et præmieskab med til prisuddelingen, i tilfælde af at han skulle gå hen og vinde nogle af syv priser, han var nomineret til. Det fortalte han til Billed-Bladet på den røde løber inden showet.
- For at være helt seriøs så har jeg stået over for en skillevej af to dårlige løsninger. Den ene var at komme herud og vinde alle syv og så ikke kunne få dem med hjem, fordi jeg skulle være dansk og beskeden, sagde han.
Publikum af fagjury
Den anden løsning var ifølge komikeren at risikere at skulle tage hjem med et tomt præmieskab.
Heino Hansen besluttede sig for at tage skabet med som en forholdsregel, lød det.
Der er to slags priser til Reality Awards: jurypriser og publikumspriser.
Ifølge Reality Awards er det en fagjury, som afgør, hvem der skal nomineres. Juryen afgør også, hvem der vinder priserne - bortset fra de fire publikumspriser.