Frederik og Morten er blevet forældre
Deres rugemor Nanna, har født deres to små piger
Storken er fløjet forbi Morten Kjeldgaard og Frederik Haun med deres ønskebørn.
Den kendte Vild med dans-stjerne og bagedystfinalisten er efter flere års kamp for at stifte familie blevet forældre for første gang, efter deres tvillingepiger er kommet til verden.
Det skete fredag aften, mens "Vild med dans" valsede over skærmen, afslører de nybagte fædre.
- Vi er hamrende forelskede og kan slet ikke få nok. Nanna klarede fødslen helt fantastisk som den powerkvinde, hun er, og har det godt. Ord vil aldrig kunne beskrive den taknemmelighed, vi føler for hende. Pigerne er kommet med deres fædre hjem i dag - nu starter et helt nyt og fantastisk liv for os alle fire.
Tilbød sig som rugemor
Nanna er den kvinde, der har båret børnene.
Morten Kjeldgaard og Frederik Haun har længe udtrykt ønske om at stifte familie, men som to mænd er det meget vanskeligt.
Nanna Brandt henvendte sig til Morten Kjeldgaard og Frederik Haun gennem de sociale medier og tilbød sig som rugemor.
Nanna er ikke biologisk mor til tvillingerne og skal heller ikke være mor til tvillingerne.
Frederik Haun og Morten Kjeldgaard har tidligere fortalt, at Nanna Brandt vil forblive i familiens liv som en slags bonusfaster.
Sammen har de tre været i USA for at få hjælp til at opfylde drømmen.
Begge to biologiske fædre
Morten Kjeldgaard og Frederik Haun har hver befrugtet et æg fra en amerikansk ægdonor, og det er de æg, Nanna Brandt har fået lagt op.
- Præcis, som vi drømte om - det lykkedes, jublede Morten Kjeldgaard og Frederik Haun i foråret i et opslag delt på Instagram.
- Begge vores embryoer, én fra os hver, er blevet til de fineste to små babyer. Det betyder, at vi begge skal være biologiske fædre.
Kaffedate startede eventyret
Morten Kjeldgaard og Frederik Haun mødte hinanden i 2018 gennem fælles venner. Efter en kaffedate har den 39-årige dansestjerne og den 33-årige kagekendis, der var blandt finalisterne i "Den store bagedyst" i 2021, været uadskillelige.
Både på de sociale medier og i fjernsynet har parret hyldet hinanden med store kærlighedserklæringer.
Undervejs i "Den store bagedyst" dedikerede Frederik Haun et af sine mesterværker til Morten Kjeldgaard - det var meget apropos en bryllupskage.
Parret giftede sig i maj 2023.