Fremskridtspartiets enfant terrible

Da Fremskridtspartiet faldt fra hinanden, blev Kristen Poulsgaard landskendt for at kalde partikolleger for tøsedrenge. 10. marts fylder han 90 år

Offentliggjort

Kristen Poulsgaard: En markant stemme fylder 90 år

Kristen Poulsgaard er kendt for sin direkte facon og skarpe kritik, især under Fremskridtspartiets landsmøde i 1995, hvor han kaldte sine partikolleger for tøsedrenge. Denne episode blev et vendepunkt, da flere medlemmer forlod partiet og dannede Dansk Folkeparti uden ham.

Udover sin politiske karriere huskes Poulsgaard som kulturordfører for sin kritik af Den Kongelige Ballet og modstand mod visse børnebøger. Han har også en kunstnerisk side, idet han har skrevet digte og bøger, og i dag nyder han sin pensionisttilværelse på et plejehjem i Vemb.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Kristen Poulsgaard huskes for sin ligefremme facon, når han skældte ud på forfattere og andre kulturpersoner.

Men det er især hans tale på Fremskridtspartiets landsmøde i 1995, der har bidt sig fast.

- Jeg har aldrig været så ked af at stå på en talerstol som nu. Kristian Thulesen Dahl og de andre tør ikke lægge deres skæbne i jeres hænder.

- Det er for dårligt! Tøsedrenge!

Forlod partiet 

Tøsedrengene forlod kort efter partiet og skabte Dansk Folkeparti, som blev uden Kristen Poulsgaard, der fylder 90 år 10. marts.

Han blev valgt ind i Folketinget for Fremskridtspartiet i 1973 og nåede at være medlem i 17 år. Først valgt ind i Sønderjyllands Amtskreds og siden i Nordjyllands.

Fra 1988 til 1990 havde han plads i Folketingets Præsidium, der sørger for at tilrettelægge Folketingets arbejde og sikre, at møderne afvikles efter reglerne i Folketingets forretningsorden.

Det var også i slut 1980'erne, at Kristen Poulsgaard talte de baltiske landes sag. Estland, Letland og Litauen ønskede at blive fri af Sovjetunionen, og Poulsgaard foreslog forgæves at invitere dem med til møder i Nordisk Råd.

Kristen Poulsgaard sad i Folketinget i 17 år. 10. marts fylder han 90 år.

Den Kongelige Ballet 

Som kulturordfører huskes han blandt andet for sin kritik af Den Kongelige Ballet og for sin modstand mod børnebogen "Barn og barn imellem", en samling frække børnerim skrevet af Kristen Bjørnkjær.

Kristen Poulsgaard, der skammede sig over at dele fornavn med forfatteren, mente ikke, at bogen hørte hjemme på børnebibliotekerne. Ved at læse rimene op ved et vælgermøde fik de et publikum, der rakte langt længere ud.

Posten som kulturordfører var ikke tilfældig. Kristen Poulsgaard har selv en kunstnerisk åre. Som ung skrev han digte og rejseskildringer, og senere udgav han bøgerne "Et bedre Danmark" og "Åbent brev til Anker Jørgensen".

Den sidste bog "A er ingen tøsedreng" skrev han i 2000.

Sendt på langfart 

Kristen Poulsgaard blev født i Højtoft i det yderste Vestjylland. Hans far var husmand, og nogen længere skolegang havde familien ikke råd til at give sønnen.

I stedet blev han i en alder af 17 år sendt på langfart med svenske og norske skibe - det var her, han skrev digte.

Som voksen blev han arbejdsmand på et svineslagteri, ligesom han i en årrække arbejdede som fodermester på forskellige gårde.

Kristen Poulsgaard har de seneste to år boet på plejehjem i Vemb i det nordlige Vestjylland, hvor han bruger tid på at se tv og læse bøger om Anden Verdenskrig.

Fødselsdagen fejrer han med den nærmeste familier på Café Heden i Ulfborg.

Kristen Poulsgaard er far til to sønner og en datter.

Powered by Labrador CMS