Henrik Lykkegaard fylder 60 år

Henrik Lykkegaards ansigt leder tankerne hen på det morsomme og komiske

Offentliggjort

Henrik Lykkegaard forlader Cirkus Revyen for nye eventyr

Henrik Lykkegaard, kendt for sine mange år i Cirkus Revyen, skifter scene til sommer og vil i stedet optræde i Nykøbing Falster Revyen. Skuespilleren, der fylder 60 år den 14. februar, ser frem til nye udfordringer og glæder sig til premieren den 19. juni.

Lykkegaard har gennem sin karriere modtaget flere priser for sin komiske talent, herunder Årets Dirch og Årets Revykunstner. Han er også kendt for sine parodier på kendte personligheder som Joe Biden og tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Henrik Lykkegaards ansigt leder tankerne hen på det morsomme og komiske.

Det er der en grund til, for skuespilleren, der fylder 60 år 14. februar, har medvirket i mange revyer.

Især forbindes Henrik Lykkegaard med Cirkus Revyen, hvor han indtil for nylig var en del af det faste hold af skuespillere. I nogle sæsoner som skuespiller, i andre som tekstforfatter eller instruktør.

Sammen med kolleger som Lisbet Dahl, Ulf Pilgaard og Niels Olsen har han været revyens fundament.

"Danmarks bedste parodist" 

Hos publikum er det parodier på så forskellige personer som Joe Biden, X Factor-dommer Thomas Blachman og Kandis-Johnny, der forbindes med skuespilleren. Han har også haft succes med sine parodier på tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen.

"Danmarks bedste parodist" skrev Berlingske sidste sommer om Henrik Lykkegaards parodi på en anden dansk toppolitiker, miljøminister Magnus Heunicke.

- Ætsende præcis afluring af miljøministerens professionelt vennesæle fremtoning. Parat med en diger rapport og masser af varm luft. Ligner han ikke mere Magnus Heunicke, end han selv gør det?, skrev anmelder Jakob Steen Olsen.

Henrik Lykkegaard har været en af de bærende kræfter i Cirkus Revyen. Til sommer skifter han til Nykøbing Falster Revyen.

- Nu skal der ske noget nyt

Den kommende sommer må revyen på Bakken undvære Henrik Lykkegaard, der i stedet skal medvirke i Nykøbing Falster Revyen.

- Nu skal der ske noget nyt. Den 19. juni er jeg med til premieren nede i Nykøbing. Jeg står på scenen, og jeg glæder mig helt vildt, udtaler han i et videoklip på Facebook.

Det er ikke nyt, at Henrik Lykkegaard tilslutter sig revyer uden for hovedstaden. I mange år medvirkede han i Aalborg Vinterrevy, ligesom han tidligere har optrådt i Nykøbing Falster.

Modtaget flere priser 

For sin evne til at få andre til at grine har han modtaget priserne Revyernes Revy, Årets Dirch og Årets Revykunstner.

Henrik Lykkegaard, der er uddannet fra Statens Teaterskole i København, har også medvirket i flere film. "Fart dræber", "Mit liv som Bent" og "Sunes familie" er nogle af dem.

Gennembruddet fik han i Lotte Svendsens socialrealistiske film "Bornholms Stemme" fra 2009, hvor han spiller fiskeskipperen Lars Erik.

Året efter udløste den præstation en Bodil-pris for bedste mandlige hovedrolle.

Tv-reklame 

Mange kender også Henrik Lykkegaard fra tv, hvor han blev landskendt i en tv-reklame for brød fra Kohberg. "Hva' ska' jeg si'? Boller fra Kohberg", sagde han.

Henrik Lykkegaard er opvokset på en gård i As ved Juelsminde, men bor i dag i Værløse.

Han er gift med Anita Dietz, der er forfatter til bøger om mad og specialist i tangplanter.

Sammen har de tre voksne børn: Frida, Alma og Viggo.

Powered by Labrador CMS