Her er Frederik og Marys program

De kommende dage venter der kongeparret et alsidigt program

Offentliggjort

Kongeparrets Statsbesøg i Finland: Et Alsidigt Program

For fjerde gang i Finlands historie er landet vært for et dansk statsbesøg, hvor kong Frederik og dronning Mary deltager. Besøget, der finder sted fra tirsdag til onsdag, inkluderer også deltagelse af flere danske ministre, herunder udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

Programmet omfatter blandt andet en velkomstceremoni ved den finske præsident, en underskrivelse af en forsvarsaftale, og besøg på et børnehospital. Kongeparret vil også deltage i kulturelle og akademiske aktiviteter, herunder åbningen af en kunstudstilling og besøg på Aalto Universitet, hvor en hensigtserklæring med Niels Bohr Instituttet underskrives.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

For fjerde gang i Finlands mere end 100 års gamle historie er landet vært for et dansk statsbesøg, når kong Frederik og dronning Mary besøger det nordiske naboland tirsdag til onsdag.

De kommende dage venter der kongeparret et alsidigt program, som også får selskab af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), minister for miljø og ligestilling Magnus Heunicke (S) samt minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen (V).

Her er programmet:

Tirsdag:

Statsbesøget begynder officielt, når kongen og dronningen bydes velkommen af den finske præsident, Alexander Stubb, og hans kone, Suzanne Innes-Stubb, på det finske præsidentpalads i Finlands hovedstad, Helsinki.

Herefter deltager den danske konge og Alexander Stubb i en delegationsdrøftelse, hvor blandt andre udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og forsvarsminister Troels Lund Poulsen deltager med deres finske kolleger.

Troels Lund Poulsen og den finske forsvarsminister, Antti Häkkänen, vil efterfølgende underskrive en aftale om forsvarssamarbejde mellem Danmark og Finland.

Imens vil dronning Mary sammen med præsidentfrue Stubb besøge det nye børnehospital i Helsinki, der også er det største børnehospital i Finland.

Beskyttelsesrum og kranser 

Kongeparret vil under statsbesøgets første dag også møde Finlands statsminister, Petteri Orpo.

Sammen med minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen besøger kongeparret beskyttelsesrummet i bydelen Merihaka i Helsinki, der i fredstid bliver brugt til blandt andet sportsaktiviteter.

Kong Frederik og dronning Mary vil være i Finland tirsdag og onsdag på et officielt statsbesøg. Her ses kongeparret på tiltrædelsesbesøg i Tyskland i oktober.

Sidst på eftermiddagen tager kongeparret på Hietaniemi Kirkegård for at lægge flere kranser - herunder en på den danske mindesten for de faldne i Vinterkrigen.

Kongeparret slutter tirsdag af til gallamiddag på præsidentpaladset.

Onsdag:

Statsbesøgets anden dag begynder med et besøg på kunstmuseet Espoo Museum of Modern Art. Her åbner kongeparret en udstilling med 15 malerier af den danske kunstner Poul Gernes.

Dagen fortsætter med et besøg på Arkki, en arkitekturskole for børn og unge.

Kongeparret og præsidentparret besøger Aalto Universitet, hvor Finlands største kvantecomputer er.

Her skal underskrives en hensigtserklæring mellem Niels Bohr Instituttet i Danmark og det finske Aalto Universitet.

Is- og bølgetank 

Undervejs vil laboratoriechef Otto Puolakka vise det danske kongepar universitetets is- og bølgetank, der er den største af sin slags i verden.

Kongeparret drager videre til et seminar om finansiering af den grønne omstilling på Fiskars hovedkontor i Helsinki.

Kong Frederik og dronning Mary skal i løbet af onsdagen også besøge flådebasen Porkkala Garriso, der er Finlands største ved Den Finske Bugt. Under besøget vil der blive vist finske kampdykkerkapaciteter.

Hele statsbesøget afsluttes med et returarrangement, hvor kongeparret er værter.

Powered by Labrador CMS