Her er skandale-borgmesteren i dag

Hun trak sig fra posten som Københavns integration- og beskæftigelsesborgmester. Nu har hun gang i en ny karriere. Anna Mee Allerslev fylder 40 år den 10. juli

Offentliggjort

Anna Mee Allerslevs karriere og kontroverser

Anna Mee Allerslev trak sig som borgmester i København efter en sag om brug af Rådhuset til sit bryllup. Hun valgte at forlade politik og fokusere på en karriere som ejendomsinvestor.

Under hendes tid som borgmester blev hun beskyldt for korruption relateret til vennetjenester, men Folketingets Ombudsmand fandt ikke, at hun var inhabil i forhold til involverede virksomheder.

Efter politik har Anna Mee Allerslev skabt sig en ny karriere og er nu medejer af ejendomsselskabet Real Estate AI, som handler med ejendomme og opnår store gevinster.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Hun trak sig fra posten som integrations- og beskæftigelsesborgmester i København under stor mediebevågenhed efter en sag om hendes brug af Københavns Rådhus til sit bryllup.

I dag har hun lagt sagen bag sig. Hun droppede injuriesager mod B.T. og Berlingske og har skabt sig en helt anden karriere som ejendomsinvestor.

Trak sig

Tidligere borgmester for De Radikale i København og erhvervskvinde Anna Mee Allerslev fylder 40 år den 10. juli.

Sagen om borgmesterens bryllup kom frem i 2017 kort inden et kommunalvalg, og borgmesteren valgte at trække sig fra både borgmesterpost og som kandidat til kommunalvalget.

Blev valgt ind

Ikke desto mindre skete det så tæt på valgdagen, at hun stod på stemmesedlen og faktisk alligevel blev valgt ind i borgerrepræsentationen i København.

Anna Mee Allerslev holdt dog fast i, at hun var færdig med kommunalpolitik.

Siden blev hun beskyldt for korruption i form af vennetjenester, da det kom frem, at et håndværkerfirma, som løste opgaver for forvaltningen, stillede et lokale til gratis til rådighed til hendes 30-års fødselsdag.

I strid med reglerne

Efterfølgende konkluderede Folketingets Ombudsmand, at det var i strid med gavereglerne, men at hun ikke var inhabil i forhold til virksomheden, selv om hun havde et venskabeligt forhold til ejeren.

I kølvandet på sagen om rådhussalen kom det også frem, at gruppeformændene i kommunens borgerrepræsentation havde aftalt en administrativ praksis, der tillader folkevalgte at benytte rådhushallen til bryllupper.

Anna Mee Allerslev trak sig som Københavns integrations- og beskæftigelsesborgmester i 2017 efter et turbulent forløb. (Arkivfoto).

Betalte omkostninger

Efterfølgende betalte Anna Mee Allerslev dog alligevel 65.000 kroner for leje af salen.

Ifølge finans.dk er Anna Mee Allerslev i dag ejendomsinvestor og medejer af 12 selskaber.

Heriblandt ejendomsselskabet Real Estate AI, som Anna Mee Allerslev ejer halvdelen af.

Selskabet køber og sælger ejendomme med milliongevinster.

Baggrund i jura

Anna Mee Allerslev blev første gang borgmester som kun 26-årig i 2011, da hun overtog posten fra partifællen Klaus Bondam, der trak sig og skiftede til et job i Bruxelles.

Anna Mee Allerslev har læst både jura og statskundskab og var tidligere formand for fagforeningen Djøfs studenterorganisation, næstformand i Radikal Ungdom og sad i Det Radikale Venstres hovedbestyrelse og forretningsudvalg.

Fandt biologisk mor

Hun er vokset op i Greve, men født i en lille by uden for Seoul i Sydkorea, hvorfra hun blev adopteret af sine danske forældre, da hun var tre måneder gammel.

I 2015 var hun med i DR-programmet "Sporløs", hvor hun tog til Sydkorea og fandt sin biologiske mor.

- Jeg ville sætte fokus på, at det at være adopteret godt kunne ende lykkeligt. At man kan blive et lykkeligt menneske, selv om man er adopteret, sagde Anna Mee Allerslev dengang til DR.

Powered by Labrador CMS