I tårer over lykkelig nyhed
To er blevet til tre hjemme hos bagedystvinderen Tobias Hamann og kæresten, podcastvært Patricia Thyberg, der har fået en lille søn
Bagedystvinderen og influencer Tobias Hamann og kæresten, podcastvært Patricia Thyberg, er i den grad nybagte forældre.
Parrets lille søn, Franz, er nemlig kommet til verden.
Gik meget hurtigt
- Det gik meget hurtigt efter igangsættelsen. Veerne var hyppige og kraftige og efter 2,5 timers aktiv fødsel, kunne vi løfte Franz op på verdens stærkeste mors bryst, skriver Tobias Hamann på Instagram.
- Vi har det godt, fælder mange tårer og er meget taknemmelige over denne livets gave.
Parret sender samtidig en stor tak til jordemødre, læger, sygeplejersker og studerende på Nordsjællands Hospital og kalder dem for superhelte.
Glæder sig
- Vi har tilbragt nogle dage her på hospitalet for lige at forsøge at lande i denne nye virkelighed, og nu kan vi mærke, vi glæder os til at komme hjem, skriver Tobias Hamann og Patricia Thyberg til slut i opslaget.
Nyheden om familieforøgelsen afslørede parret i et Instagram-opslag tilbage i april.
Stor kage i ovnen
- En af de helt store kager er i ovnen herhjemme, jublede de dengang vordende forældre.
Tobias Hamann blev et kendt ansigt, da han i 2014 vandt "Den store bagedyst" på DR. Efterfølgende blev han vært for en række egne programmer på kanalen - blandt andet "Tobias på kageeventyr".
Uddannet hypnotisør
Sidenhen har han vundet realityprogrammet "Stjerner i trøjen" og har uddannet sig som hypnotisør.
Også den 26-årige Patricia Thyberg, der blandt andet er kendt fra podcasten "Sportshjerte", har medvirket i et tv-program, der presser deltagerne til det yderste - nemlig "Korpset" på TV 2.
Derudover danner Tobias Hamann og Patricia Thyberg også værtspar på podcasten "Opskriften på kærlighed".
Gik hver til sit
De nybagte forældre mødte hinanden i 2021, da den kageglade influencer flyttede ind på et værelse, som Patricia Thyberg udlejede i sin lejlighed.
De blev dog hurtigt til mere end bare roomies, men vejen til kærlighed var ikke lutter lagkage.
Parret gik i nogle måneder hver til sit, men har siden februar 2022 været kærester.