Jamie Oliver er knust

- Det var aldrig min hensigt at misfortolke dette enormt smertefulde emne

Offentliggjort Sidst opdateret

Kontrovers omkring Jamie Olivers børnebog

  • Jamie Olivers børnebog 'Billy and the Epic Escape' er trukket tilbage efter kritik fra den indfødte befolkning i Australien for at være skadelig og respektløs.
  • Bogen indeholder en passage, hvor en pige fra den indfødte befolkning bortføres, hvilket har vakt stor forargelse og anklager om racisme.
  • Natsiec, et råd for australske indfødte, kritiserer bogen for at bidrage til stereotyper og forfladigelse af de indfødte folks oplevelser.
  • Jamie Oliver og forlaget Penguin Random House har undskyldt og stoppet salget af bogen, erkendende at de ikke havde konsulteret indfødte repræsentanter før udgivelsen.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Den britiske tv-kok Jamie Oliver har indstillet salget af sin børnebog, som han udgav tidligere på året. 

Det sker, efter at bogen har mødt massiv kritik fra den indfødte befolkning i Australien. 

Det skriver avisen The Guardian.

Han er knust 

Forlaget Random House oplyser således til avisen, at Jamie Olivers børnebog, "Billy and the Epic Escape (Billy og den episke flugt, red.)", ikke længere vil blive solgt. 

Den var ellers landet på hylderne i flere lande - blandt andet i Storbritannien og Australien. 

- Jeg er knust over at have vakt anstød og undskylder af hele mit hjerte, lyder det fra Jamie Oliver i en udtalelse. 

Han opholder sig disse dage i Australien, hvor han promoverer sin seneste kogebog.

Og det er netop i denne del af verden, at bogen har mødt massiv kritik.

Skadelig og respektløs 

Rådet for australske indfødte, Natsiec, har nemlig kaldt børnebogen for "skadelig" og "respektløs". 

Rådet har også beskyldt Jamie Oliver for med bogen at bidrage til "udviskningen og forfladigelsen af de indfødte folk og deres oplevelser".

"Billy and the Epic Escape" udspiller sig primært i England, men den slår også et kort smut forbi byen Alice Springs midt i Australien. 

Her bortfører bogens skurk en pige, som er plejebarn og tilhører landets indfødte befolkning.

Jamie Oliver trækker børnebog tilbage og undskylder for den

At stjæle et barn 

Natsiec leder, Sharon Davis, kritiserer blandt andet et kapitel med titlen "At stjæle et barn". 

Hun mener, at Jamie Oliver i denne del af bogen antyder, at familier fra den indfødte befolkning "med penge let kan overtales til at tilsidesætte deres børns sikkerhed". 

- Det viderefører en racistisk stereotyp, der er blevet brugt at retfærdiggøre tvangsfjernelse af børn i mere end et århundrede, forklarer hun. 

I bogen er der desuden sproglige fejl de steder, hvor Jamie Oliver forsøger at bruge de indfødtes oprindelige sprog, lyder det. 

Tager det fulde ansvar 

Både Jamie Oliver og hans forlag beklager.

- Det var aldrig min hensigt at misfortolke dette enormt smertefulde emne. Sammen med mit forlag har vi besluttet at stoppe salget af bogen, står der i Jamie Olivers udtalelse. 

Fra forlaget lyder det samtidig, at det tager det fulde ansvar for "misfortolkningen".

- Vores mission på Penguin Random House er at skabebøger til alle og med den forpligtelser følger en stor ansvarsfølelse.

Til The Guardian oplyser tv-kokken og forlaget desuden, at de ikke havde drøftet bogen eller dens indhold med nogen repræsentanter for de indfødte, inden den blev udgivet.

Powered by Labrador CMS