Jeff Daniels fylder 70 år
Den amerikanske skuespiller Jeff Daniels har haft en blandet karriere med komedie og drama
Den amerikanske skuespiller Jeff Daniels har haft en blandet karriere med komedie og drama.
Men en stædig indsats bragte ham gradvist mod den anerkendelse, han i lang tid følte sig snydt for.
Rollen som tæt-på-idiot i kassesuccesen "Dum og dummere" var med til at genstarte hans ellers seriøse karriere, da den var på vej i grøften.
Den 19. februar fylder han 70 år.
Teatre og filmdebut
Karrieren begyndte på teatret, mens filmdebuten kom i 1981 i Milos Formans "Ragtime".
Siden fulgte sympatiske roller i blandt andet "Tid til kærtegn". Hvor han som en nærmest nobody stod over for Jack Nicholson, Shirley MacLaine og Debra Winger.
- Det var bare at lukke munden og lære, har han sagt om opgaven.
Han landede siden en hovedrolle i Woody Allen-filmen "Den røde rose fra Cairo" fra 1985. En rolle, der kastede en Golden Globe-nominering af sig.
I 1990 tog han imod en rolle i "Araknofobi", fordi han var klar over, at han måtte have en rolle, hvor mange ville få øje på ham - med god støtte fra kæmpeedderkoppen Bob.

Ville spille komedie
Men hverken en stor rolle i "Slaget ved Gettysburg", der ændrede den amerikanske borgerkrig, eller flere andre film bragte ham for alvor sikkert på vejen som seriøs skuespiller, som han drømte om.
Til gengæld mente han, at han kunne spille komedie. Derfor insisterede han på at komme med i "Dum og dummere" med gummiansigtet Jim Carrey.
Hans agenter slog korsets tegn og advarede ham om, at filmen kun ville blive set af 12-årige drenge.
Men den blev en kæmpesællert og indtjente, hvad der svarer til 1,5 milliarder kroner. Med næsen i det spor spillede han med i actionfilmen "Speed" med Keanu Reeves.
Business og regninger
- En af den slags film, som skuespillere laver for at blive i business og betale regningerne, sagde Daniels om den.
Og sådan fortsatte det, indtil rollen som den krakilske studievært McAvoy i den roste tv-serie "The Newsroom" af oscarvinderen Aaron Sorki.
Med årene fik Daniels slidt sig til en position, hvor han både var hovedrolleindehaver og executive producer på tv-serien "American Rust".
Her spillede han rollen som moralsk udfordret politichef i det amerikanske rustbælte, hvor stål- og kulindustrien engang blomstrede, før den rustede.
Høstede anderkendelse
Sidste år høstede han anerkendelse for sin hovedrolle i den politiske thrillerserie "En stor mand". Den er bygget på Tom Wolfes roman om en Trump-lignende forretningsmand og er samfundskritik leveret med skarpe replikker.
Jeff Daniels har siden 1979 været gift med Kathleen Rosemary Treado, som han har tre børn med.