Julekalender-kendis vender tilbage på tv
Bebiane Kreutzmann, som spillede hovedpersonen Sofie i DR julekalenderen 'Tidsrejsen', vender tilbage i 'Tidsrejsen 2' til december
Der er under to måneder til 1. december, og nu ringer DR julen ind med afsløringen af, hvem der står bag sangen, som synger årets julekalender, "Tidsrejsen 2", i gang.
Det bliver samme sanger, som også stod bag titelsangen til den første julekalender, som blev sendt for præcis ti år siden - Caroline Castell.
Men hun synger ikke nummeret alene. Med sig får hun bandet Jonah Blacksmith.
Det afslører DR i en pressemeddelelse.
Science-fiction juleeventyr
- "Tidsrejsen" er en af de julekalendersange, som ligger danskernes hjerter meget nært. Det har derfor været vigtigt for os at behandle den originale sang som arvesølv, siger DR-producent Asser Bo Paludan i pressemeddelelsen og fortsætter:
- Da kernefortællingen i "Tidsrejsen 2" er en romantisk komedie, opstod idéen til at genindspille den originale sang som en duet.
Ny handling
"Tidsrejsen 2" handler om Romeo og Holly, der lærer hinanden at kende, da Holly starter i Romeos klasse.
Romeo mener at have beviser for, at der tidligere har foregået tidsrejser, og at det måske kan bringe ham tættere på at finde ud af, hvad der er sket med hans far, som han aldrig har mødt.
Holly tilbyder Romeo sin hjælp, og det bliver begyndelsen på det, DR beskriver som et science fiction-juleeventyr.
Nye Ansigter
Da der er ti år mellem "Tidsrejsen" og "Tidsrejsen 2", vil der entrere en masse nye ansigter i universet.
Men der vil også være enkelte velkendte ansigter fra den første julekalender fra 2014. Blandt andre 26-årige Bebiane Kreutzmann, som havde hovedrollen i den første julekalender om "Tidsrejsen", dengang hun var teenager.
Derudover er Lise Baastrup blandt de nye navne i Tidsrejsen-universet.
I julekalenderen fra 2014 blev Bebiane Kreutzmann akkompagneret af rutinerede navne som Søren Pilmark, Karen-Lise Mynster, Lars Knutzon, Kurt Ravn og Stine Stengade.
Den centrerer sig om 13-årige Sofie, hvis største ønske er, at hendes skilte forældre finder sammen igen. Hendes farfar forærer hende en speciel kalendergave - en opfindelse, som gør det muligt at rejse i tiden, og med den forsøger hun at ændre begivenhedernes gang.
Titelsangen til "Tidsrejsen 2" udkommer 4. oktober.
Selve julekalenderen får premiere på DR1 og DRTV 1. december.