Kendte diskuterer farligt emne
Diskuterer på tværs af generationer og baggrunde
Det kan føles som et farligt minefelt at tale om køn, seksualitet og racisme på tværs af generationer.
Det mener filminstruktør Hella Joof, tv-vært Abdel Aziz Mahmoud og skuespiller Zelma Lewerissa, der torsdag springer ud som værter på den spritnye podcast "En anden tid".
Det skriver Podimo i en pressemeddelelse.
Regelbog for generationer
På tværs af generationer og baggrunde vil de diskutere, hvordan man kan tale om emner som seksualitet, racisme og identitet, der til tider fejes til side i høflighedens navn.
Forskelligheder til trods vil de tre værter forsøge at lave en "regelbog" for generationerne, der kan lette spændingerne mellem unge og ældre, lyder det i beskrivelsen af podcasten.
- Jeg vil række hånden ud og skabe en lille bro mellem generationerne. Vi har brug for at lytte til hinanden og mødes på tværs, siger Hella Joof, der med sine 62 år repræsenterer det modne segment i værtstrioen.
Også trioens yngste medlem, Zelma Lewerissa, vil ændre samtalen.
Hun er færdig med at høre om "krænkelsesparathed" og "ramaskrig omkring pronomener", lyder det fra den 28-årige skuespiller, der blandt andet har været med i TV 2-serien "Dag & Nat".
Baggrunde og generationer
Zelma Lewerissa er datter af Hella Joofs eksmand, skuespiller Runi Lewerissa, der også har datteren Olivia Joof med filminstruktøren.
De to kvinder flankeres af den erfarne tv-vært Abdel Aziz Mahmoud, der håber på at bygge bro mellem både baggrunde og generationer i podcasten.
Noget han selv har oplevet som en udfordring.
- Jeg har fuld plade i minoritetsbanko - muslim, flygtning, homoseksuel og astmatiker - og jeg må indrømme, at rummelighed kan være en udfordring. Især når man jonglerer mellem generationer og kulturer, siger Abdel Aziz Mahmoud i pressemeddelelsen.
Podcasten har premiere 7. november og udkommer ugentlig hver torsdag på Podimo.