Kendte influencere tager afstand
Morten Kjeldgaard er ikke den eneste influencer, der nu tager afstand fra virksomheden
Citathistorie: Radio4
Morten Kjeldgaard er ikke den eneste influencer, der nu tager afstand fra virksomheden Beefit.
Det skriver RADIO IIII.
Virksomheden leverede ifølge Morten Kjeldgaard billeder og opskrifter til hans kostplaner, som de ikke havde rettighederne til at bruge.
Men virksomheden har reklameret på deres hjemmeside med også at arbejde sammen med flere store influencere - fx danske Thomas Rathsack og Gustav Salinas.
- Ikke tilfældet
Den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack skriver i en mail til RADIO IIII, at han betaler Beefit for at benytte deres softwareplatform, og at han således går ud fra, at de har styr på forretningsmodellen, herunder rettigheder til billeder, der bruges i forbindelse med kostplaner.
- Det er tilsyneladende ikke tilfældet, hvilket jeg naturligvis forventer, at de bringer i orden snarest, skriver han.
Gustav Salinas skriver i en mail, at han ikke længere har noget samarbejde med Beefit.
- Det er ekstremt ubehageligt at opleve, at en virksomhed har misbrugt mit navn og brand i deres markedsføring – uden mit samtykke. Jeg har nu modtaget en undskyldning fra dem og konstateret, at billedet af mig er fjernet fra deres hjemmeside, skriver han.
Tagger fuldstændig afstand
Gustav Salinas forklarer, at 90 procent af de opskrifter, der fremgår af hans app er udviklet af ham selv eller kokke, han samarbejder med, og at han tager “fuldstændig afstand fra enhver form for kopiering.”
Udtalelserne kommer, efter at eksperter over for RADIO IIII torsdag vurderede, at den tidligere Vild med dans-deltager, Morten Kjeldgaard, brød ophavsretten ved at bruge billeder i sine madplaner, som han ikke havde rettigheder til.

Morten Kjeldgaard skrev i en mail til RADIO IIII, at det var en ekstern leverandør, der leverede billeder og opskrifter til hans kostplaner.
- Som I også selv nævner, har jeg tidligere gjort opmærksom på, at opskrifterne i mine madplaner udvikles og leveres af en ekstern samarbejdspartner (...) Derfor blev jeg også meget overrasket, da det viste sig, at leverandøren ikke ejede rettighederne til flere af de billeder, der blev brugt i materialet, skrev han.
Ikke vendt tilbage
Den eksterne leverandør er Beefit, og de skriver om sig selv på deres hjemmeside, at de “hjælper creators med at bygge vækstende sundhedsvirksomheder online.”
Virksomheden specialiserer sig i at lave coaching-platforme til influencere og “content creators” og kan blandt andet levere “professionelle madplaner”, hvor man kan “få adgang til tusindvis af opskrifter”.
Beefit, der i 2023 havde en bruttofortjeneste på 5.9 millioner kroner, er ikke vendt tilbage på RADIO IIII’s forespørgsel om interview trods gentagne henvendelser.
Har afbrudt samarbejdet
Morten Kjeldgaard er heller ikke vendt tilbage med svar på, hvorfor han fortsatte med at bruge Beefit som leverandør, efter han siden november 2024 gentagne gange blev gjort opmærksom på, at flere af de opskrifter og billeder, som indgik i hans madplaner, var taget fra forskellige udbydere uden deres samtykke.
Han oplyser dog i sit skriftlige svar, at han nu har afbrudt samarbejdet med Beefit.