Kunne ikke sige nej til tilbuddet
Bjarne Henriksen, der som skuespiller kan ses i TV 2-krimien "Sommerdahl", er for første gang i karrieren sprunget ud som realitystjerne. Det sker i "Forræder"
Bjarne Henriksen har en lang række film og tv-serier bag sig - "Borgen", "Forbrydelsen", "Huset" og "Ulven kommer", som han også vandt en Robert for.
Nu er den kendte skuespiller aktuel i TV 2 Charlies krimiserie "Sommerdahl".
- Jeg har hørt så meget om "Sommerdahl" - det er ikke, fordi jeg har set så meget af det - men så læste jeg manuskriptet - en tivolidirektør, der har to koner plus det løse - og er en anelse flosset i det. Det er da lige mig. Det må jeg da prøve"".
Mere selektiv
- Det kan godt være, jeg er blevet lidt mere selektiv. Nu er jeg også blevet 65 år - jeg er jo blevet en gammel "boomer", siger Bjarne Henriksen.
Boomer er en generationsbetegnelse for en person født under babyboomet i årtierne efter Anden Verdenskrig. Og så bliver ordet "boomer" undertiden også brugt af typisk yngre generationer til at kritisere holdninger og ytringer, som de opfatter som utidssvarende.
Takket ja til Sommerdahl
"Sommerdahl" er ikke det eneste, som den selverklærede selektive boomer for nylig har takket ja til.
Bjarne Henriksen medvirker også i TV 2's realityprogram "Forræder", og her er det helt som sig selv.
Det er første gang, at Bjarne Henriksen har sagt ja til at deltage i et realityprogram. Han er tidligere blevet spurgt, om han ville være med i "Vild med dans" og "Stjerner på vippen".
Stopper kraftedeme
- Det skulle jeg sateme ikke, udbryder Bjarne Henriksen.
- Der sagde jeg: "Nu stopper I kraftedeme. Er det seriøst, det her?!".
Det var hans to voksne børn, der introducerede ham til "Forræder" og opfordrede ham til at være med.
-Lad mig bare prøve
- Og så skete skæbnen, at jeg blev ringet op af casterne, der spurgte, om jeg ville være med. Så tænkte jeg: "Ja, lad mig bare prøve. Hvad fanden skal man ellers bruge en grå og trist november på?".
- Og så så jeg et afsnit og tænkte: "Okay, her skal man bruge hjernen". Det er ikke et eller andet med, at man skal danse ude på et eller andet dansegulv, som er røvkedeligt at se på, lyder det bramfrit fra Bjarne Henriksen.
Overdimensioneret selskabsleg
I programmet deles 18 kendisser op i to grupper af loyale og forrædere. Men alle foregiver at være loyale. Mens de rigtige loyale skal forsøge at udpege, hvem forræderne er iblandt dem, prøver forræderne at spille de ægte loyale ud mod hinanden.
- Det er jo en overdimensioneret selskabsleg. En selskabsleg, der er gået lidt loco (amok, red.), konstaterer Bjarne Henriksen.
En sjov idé
- Vi lejer os ind på et stort slot (Hvedholm Slot ved Faaborg, red.), og så kører det bare. Det er faktisk en meget sjov idé, og så går det, man vinder, til et velgørende formål.
Ud over Bjarne Henriksen deltager blandt andre også skuespiller Pernille Højmark, tv-vært Lene Beier og komiker Heino Hansen i anden sæson af "Forræder", som ruller over skærmen netop nu.
Glemmer det aldrig
- Det var skægt at blive sat sammen med en hel masse mennesker, som man næsten overhovedet ikke kendte, siger Bjarne Henriksen og fortsætter:
- Det var i hvert fald noget, som vi, der har været med i det, nok aldrig glemmer, fordi man bliver virkelig sat på et slot på Lars Tyndskids mark isoleret. At være social 24/7 er mange timer om dagen, så jeg vil da sige, at jeg ikke var en pleaser hele vejen. Men det var skægt.
Holder sig til skuespillet
Selv om Bjarne Henriksen kun har taget de første spæde skridt som reality-stjerne, skal man ikke regne med at se ham i et andet koncept lige foreløbig.
For nu holder han sig til skuespillet.
Måske et rejseprogram
- Medmindre - selvfølgelig - man vil lave et program, hvor man skal ned omkring Middelhavet og Amalfikysten - det ville da være dejligt at komme derned. Det ville være skønt, siger han.
- Hvis det havde noget at gøre med at rejse, så ville det være fedt nok, og man ikke skal lave for meget fysisk.
Skidesjovt
Men man må gerne bruge hovedet.
- Jeg kan godt lide at spille skak for eksempel og scrabble på engelsk. Det er skidesjovt, lyder det fra Bjarne Henriksen.