Lene Beier i chok-exit

Jeg bliver nødt til at være der fuldt ud, og her valgte jeg Østrig, siger tv-værten

Offentliggjort

Lene Beier siger farvel til 'Landmand søger kærlighed'

Efter 11 sæsoner som vært på 'Landmand søger kærlighed' har Lene Beier valgt at stoppe for at forfølge en drøm om at drive et hotel i Østrig med sin familie. Beslutningen kommer, da hun ikke kan forene de kommende optagelser med den travle tid på hotellet.

Selvom det har været en svær beslutning, glæder Lene Beier sig over det nye liv som hotelejere, hvor hun stadig kan udleve sin værtsrolle på en ny måde. Familien har slået sig ned i alpebyen Itter, og de nyder deres nye tilværelse med gæster og skiture.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Sæson efter sæson har tv-vært Lene Beier været fast inventar, når landmænd rundt om i landet har jagtet den helt store kærlighed.

Men efter 11 sæsoner som vært på "Landmand søger kærlighed" er det slut.

Årsagen? Den skal findes i, at Lene Beier og familien er rykket til alpebyen Itter i Østrig for at udleve en mangeårig drøm om at drive et hotel.

- De kommende optagelser til "Landmand søger kærlighed" ligger hen over et forår, hvor vi får megatravlt på hotellet. Og jeg kan ikke være halvt nogle af stederne. Jeg bliver nødt til at være der fuldt ud, og her valgte jeg Østrig, siger tv-værten.

Slog dørene op til hotellet 

Hun fortæller, at beslutningen også bunder i, at hun ikke ville have mulighed for at give værtsrollen den fulde tid og energi, den kræver.

- De medvirkende har brug for, at man er 100 procent til stede. Og det ville jeg ikke kunne være, fordi jeg ville have mine tanker på Østrig, og hvordan det går med hotellet og med familien, siger Lene Beier.

Det var i september, at hun sammen med manden Anders Beier og parrets to teenagesønner tog skridtet og flyttede til Østrig, og i december slog de dørene op til hotellet.

Når den kommende sæson af "Landmand søger kærlighed" får premiere, er det ikke længere Lene Beier, der skal hjælpe landmændene med at finde kærligheden.

Ikke nemt 

Selv om familien er faldet godt til i det nye liv med hoteldrift, skole og skiture, har det ikke været nogen nem beslutning at sige farvel til TV 2-programmet.

- Jeg har virkelig haft lyst til at fortryde mange gange, for jeg altid ser frem til den tid på foråret, hvor vi er ude på landevejene, lærer alle de medvirkende at kende og har det megahyggeligt, fortæller hun.

Blandt tv-værtens mest mindeværdige øjeblikke er da også alle de stunder, hun har haft sammen med resten af tv-holdet, og det sammenhold, hun oplevede på optagelserne.

Store øjeblikke 

Men også de gange, hvor Amors pil har ramt heldige medvirkende, har en særlig betydning.

- De øjeblikke, hvor nogle har indrømmet over for sig selv, at de faktisk er blevet forelsket i et andet menneske, har jo været store.

- For eksempel var der bare en særlig kemi mellem Stine og Niels, fra da han trådte ind på speeddaten. At have fået lov til at være fluen på væggen til det har været helt vildt fedt, fortæller Lene Beier.

Hun henviser til, da landmanden Stine medvirkede i syvende sæson af programmet. Det lykkedes hende at finde kærligheden i bejleren Niels, og siden har der både været bryllup og familieforøgelse.

Lene Beier flyttede i september til Østrig sammen med sin mand, Anders Beier, og parrets to teenagesønner for at drive hotel. - Jeg er megaglad for beslutningen. Jeg er sammen med min familie hver eneste dag, og jeg kan se, at mine drenge trives i deres nye liv. Så jeg skal ikke bede om mere, fortæller tv-værten.

Ny vært i landmandslivet 

Fremover bliver det altså en ny vært, der skal stå på sidelinjen, når nye medvirkende vil finde en at dele landmandslivet med.

Imens vil Lene Beier fokusere på familien og deres nye liv som hotelejere - en tilværelse, som indtil videre har været succesfuld.

- Det går simpelthen så godt, fortæller tv-værten og uddyber:

- Jeg elsker det her med at stå op og være sammen med min familie og snakke med gæsterne, hygge om dem og få dem til at føle sig godt tilpas. Så jeg er stadig i en værtsrolle, men bare på en anden måde.

Bliver så længe det er sjovt 

Planen er at blive i Østrig, så længe hele familien synes, det er sjovt, fortæller hun.

Selv om Lene Beier har sagt farvel til "Landmand søger kærlighed", er det ikke et endegyldigt farvel til tv.

I efteråret var hun tilbage i Danmark for at filme den kommende sæson af TV 2-programmet "Vi drukner i rod".

Og 30. januar har "Beier på alpehotellet" premiere på TV 2 Play, inden det sendes på TV 2 Fri fra 6. februar. Her kan seerne følge Lene Beier og familiens nye tilværelse i Østrig.

Det er endnu ikke meldt ud, hvornår den 12. sæson af "Landmænd søger kærlighed" får premiere, eller hvem der bliver ny vært.

Powered by Labrador CMS