Løber med sejren i Vild med dans
Nu er årets danse-konkurence på TV 2 afgjort
Vinderne af årets "Vild med dans" – den 21. sæson i rækken - er influencer Anna Munch og dansepartner Eugen Miu.
Parret snupper titlen og trofæet foran Badehotellet-stjernen Morten Hemmingsen og hans makker, Malene Østergaard, der ender på andenpladsen, og TV 2-vært Rasmus Staghøj og hans dansepartner, Asta Björk, som indtager tredjepladsen.
Stolt og glad
- Åh, det føles meget vildt!, lød reaktionen fra Anna Munch.
- Man er bare så stolt og glad i forvejen, så det her er bare en kæmpe bonus at tage med!
Med sine 19 år er Anna Munch den yngste deltager, der har vundet dansedysten. Hun er født i 2005 – samme år, som "Vild med dans" havde premiere på TV 2.
To gange
Det skete i studiet på Østerbro i København fredag aften, hvor parrene var på gulvet to gange.
Først med den sidste ud af de ti klassiske konkurrencedanse, de skulle igennem i løbet af sæsonen, inden de fik frie tøjler i deres freestyles, hvor alle dansedyder som holdning, hæl og tå er skrottet.
Kæmpe cadeau
Her indkasserede parret topkarakterer fra samtlige dommere.
- Jeg fatter ikke, at du ikke har danset før. Du ligner en, der har danset hele dit liv. Kæmpe cadeau, lød det fra dommer Marianne Eihilt.
Anna Munch og Eugen Miu har uge efter uge imponeret både dommerne, som har kvitteret med tårnhøje karakterer, og ikke mindst seerne, som til sammen har sendt parret direkte videre gang på gang.