Lyle Lovett kommer til dansk festival
Den firedobbelte Grammy-vinder skal stå på scenen på Tønder festival
Den firedobbelte Grammy-vinder og countrysanger Lyle Lovett skal stå på scenen ved dette års Tønder Festival.
Det annoncerer festivalen i en pressemeddelelse fredag.
Lyle Lovett skal sammen med sit akustiske band spille koncert fredag 29. august på festivalen.
Det bliver den texanske sangers eneste koncert i Danmark i år, lyder det i pressemeddelelsen.
Værket i Randers
Han spillede sin første danske koncert i 2009 på spillestedet Værket i Randers.
Tønder Festivals kunstneriske leder, Maria Theessink, har længe haft et ønske om at kunne præsentere Lyle Lovett som et af festivalens navne.
- Lyle Lovett er jo en legende. Og når man ser ham live, er han både enormt karismatisk og utrolig nærværende sammen med sit publikum.
- Uagtet ens musikalske præferencer bliver det en magisk koncert, som man ikke vil gå glip af, når han går på scenen fredag aften med sit akustiske band, siger hun i meddelelsen.

Sanger, sangskriver og komponist
67-årige Lyle Lovett er både sanger, sangskriver og komponist. Han har udgivet 14 album siden 1986.
Hans musik er en blanding af country, swing, jazz, gospel og blues, lyder det i festivalens pressemeddelelse.
Sangeren har modtaget fire Grammy-priser og har været nomineret til prisen 17 gange. Han modtog den senest i 1997 for Bedste Country Album.
Hall of Fame
Lyle Lovett blev i 2012 også medlem af Texas Cowboy Hall of Fame, der hædrer mænd og kvinder, der har vist støtte til "den texanske livsstil".
Derudover har han også gjort karriere som skuespiller.
Han har medvirket i flere amerikanske film og tv-serier. I 1992 medvirkede han i Robert Altman-filmen "The Player". Senest spillede han med i tv-serien "Big Sky" fra 2023.
Tønder Festival løber fra 27. august til 30. august.
Ud over Lyle Lovett er det australske band Sons Of The East og danske Tina Dickow også nogle af festivalens navne i år.