Maggie Björklund fylder 60 år 

- Det er helt store koncerter, hvor du spiller flere gange i træk. Der er en særlig stemning, siger hun

Offentliggjort

Maggie Björklund: En Musikalsk Rejse med Pedal Steel-Guitar

Maggie Björklund begyndte sin musikalske karriere i 90'erne med den danske country-gruppe 'Darleens'. Hun har siden arbejdet med mange internationale musikere og udgivet to soloalbums, mens hun overvejer et tredje.

Hendes unikke talent på pedal steel-guitar førte til en verdensomspændende turné med Jack White. Nu nyder hun at spille med country-gruppen Four Ladies i Danmark og har fundet en ny musikalsk forbindelse på Færøerne med bandet Klingra.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Hun begyndte sin karriere som musiker i 90'erne i den danske country-gruppe "Darleens", hvor hun spillede elektrisk guitar.

Siden har Maggie Björklund arbejdet med musikken i forskellige konstellationer og spillet med dygtige internationale musikere.

Hun har udgivet to soloalbums og pønser på at lave et tredje.

Orange Scene 

Mødet med pedal steel-guitaren, en guitar der spilles liggende og styres med pedaler, førte hende til Orange Scene på Roskilde Festival i 2012.

Den amerikanske sanger Jack White søgte en kvinde til at spille netop pedal steel-guitar.

- Og der er ikke så mange af dem, siger Maggie Björklund.

Hun endte med at turnere Jorden rundt med Jack Whites band i mere end et år.

På turen var den danske festival et af højdepunkterne. Hun kalder oplevelsen "magisk".

Musiker og sangskriver Maggie Björklund, da hun i november 2019 gav koncert på spillestedet Forbrændingen i Albertslund. 13. marts fylder hun 60 år. (Arkivfoto).

Cyklede på arbejde 

På det tidspunkt boede hun i Roskilde og kunne derfor cykle på arbejde. På den store dag fik hun sine veninder til at arrangere en picnic hjemme i haven på villavejen, hvor Jack og hans slæng lagde vejen forbi.

Hun har også spillet med ham i New York, London, Paris og Tokyo.

- Det er helt store koncerter, hvor du spiller flere gange i træk. Der er en særlig stemning, siger hun.

For tiden nyder hun at turnere i Danmark med country-gruppen Four Ladies.

- Bandet er skabt ud fra vores kærlighed til country-musikken. I nogle år har jeg faktisk savnet at spille god gammeldags country. Det er en kærlighedserklæring til en musikgenre, siger hun.

Betyder meget 

USA, country-musikkens hjemland, har betydet meget for hende. Her har hun opsøgt forskellige musikalske miljøer, og hun har også gået på guitarskole i Hollywood. Hun har dog ikke rejst der så meget de senere år.

- Det amerikanske samfund har forandret sig meget, siger hun.

Til gengæld er hun faldet for et nyt land, Færøerne, efter at hun er begyndt at spille med det færøsk-baserede band Klingra.

Maggie Björklund bor på en gård i Nordsjælland med sin kæreste, Teis.

Hun drømmer om at fejre sin runde fødselsdag med en stor fest, hvor hun inviterer alle, som hun har spillet med. Men det når ikke at blive på hendes rigtige fødselsdag.

Powered by Labrador CMS