Malte Ebert: Det er svært at tænke på andet
Den tidligere Gulddreng Malte Ebert er for nylig fyldt 30, og han mærker en anden ro, der er kommet med alderen. Fredag udkommer han med en ny single
Det er dejligt at være forelsket. Sommerfuglene flakser rundt i maven og truer med at bryde ud fra deres fængsel under huden, når du ser din udkårne.
Den følelse kender sanger og musiker Malte Ebert også.
Fredag udkommer hans nye single "Fortæl Mig Hvis Du Vil Noget Andet".
Fylder enormt meget
Den handler om de stadier af et romantisk forhold, hvor man går rundt og er usikker.
- Når man først bliver rigtig glad for en person, så fylder den følelse enormt meget. Det er svært at tænke på andet, og man løber hele tiden hen til sin telefon for at se, om der er en besked.
- Man bliver en mild form for sindssyg, for man er bange for, at den anden person ikke vil det, lige så meget som man selv vil, siger han.
Travlt i starten
Det mærkede han selv i begyndelsen af sit nuværende forhold, hvor begge rejser meget. Han danner par med danseren Didde-Mie Lykke.
- Da vi begge havde travlt i starten, og hun var på turné, kunne jeg godt føle mig usikker hjemme i Danmark. Jeg ville ikke trænge mig på, men jeg havde lyst til at ringe hele tiden. En uge kunne føles som et år, siger Malte Ebert.
Og det er det stadie, som sangen handler om. Sangteksten lyder blandt andet "For jeg venter, men jeg mister forstanden. Bare sig det, hvis du har givet op".
Uvished er totur
Det er noget, som de fleste kan relatere til. Selv efter 10 eller 20 års ægteskab kan man bekymre sig om, at ens partner er ved at glide væk, påpeger Malte Ebert.
- Sangen handler om, at man helst vil have klar besked. Uvisheden er torturen i det, siger han.
Uvisheden plager ikke længere Malte Ebert, der har fået ro på både privat og professionelt.
Han blev kendt under det satiriske alter ego "Gulddreng", hvis første single var "Model". Single efter single tog han Danmark med storm, men han brød siden ud af karakteren og har udgivet musik i eget navn siden 2018.
Kæmpe oplevelse
Ved EM-slutrunden i år udgav han årets officielle EM-sang i samarbejde med Herrelandsholdet.
Det var noget helt særligt og en drengedrøm, der gik i opfyldelse, fortæller Malte Ebert.
- Det var en kæmpe oplevelse at få lov at lave en musikvideo med de fodboldspillere, som jeg har set, siden jeg var helt lille. Men jeg synes, det er lige så sjovt at lave nye sange igen og skulle lave noget andet igen, siger han.
På turné
Til efteråret skal han på turné rundt i Danmark, og det første show spilles i Randers den 4. oktober. Showet er en blanding af både Malte Eberts sange, teater, comedy og kommer til at handle om hans opvækst i Vejle.
- Hele kulissen er mit barndomshjem. Der er for eksempel en gynge, der hænger i et træ, hvor jeg fik mit første kys, siger han.
Sagde ja til alt
Barndommen er også temaet i hans kommende album. Det handler om, at man skal søge ud i verden for at finde ud af, hvor man hører til.
Det mærkede Malte Ebert på egen krop, da han var yngre.
- I starten sagde jeg ja til alting og spillede koncerter hele tiden. Jeg løb så hurtigt, jeg kunne, fordi jeg følte, at jeg skulle nå det hele. Men i takt med at man kører sig selv død, finder man ud af, at det måske ikke er det værd, siger han.
Sætter tempoet ned
Han er for nylig fyldt 30, og han mærker et behov for at sætte tempoet ned efter 20'erne, som ifølge ham er til for at begå alle de fejl, man kan.
- Jeg havde tid til at træffe alle de forkerte valg. Og det er det, der er fedt ved 20'erne. Men nu er jeg 30. Jeg har fået lyst til at opbygge en hverdag, som er mindre hektisk.
- Det er også det, som albummet handler om. Det handler om at jagte drømme og at miste sig selv på vejen og møde en, der gør det samme. Og så får man mere lyst til at bygge en rede med den person end at blive ved med at jagte drømmene på samme måde, siger han.
-Tag det med ro
Hvis Malte Ebert skulle give sit yngre selv et godt råd, ville det være at tage den mere med ro. Men han tror ikke, at 20-årige Malte Ebert ville have taget imod det.
- Jeg tror simpelthen ikke, at jeg ville kunne nå ind til mig selv. Hvis jeg havde sagt til mig selv dengang, at jeg ikke behøvede at jagte alle afkroge af succes, så havde jeg rystet på hovedet og bedt mig selv om at holde kæft, siger han og griner.
- Og det er også det, der er pointen med albummet. Du bliver nødt til at komme derud, hvor du ikke kan bunde, for at du kan lære at svømme i land igen, siger Malte Ebert.