Mette F. hylder Ulf Pilgaard

Nyheden om Ulf Pilgaards død er ikke gået ubemærket hen i kultur-Danmark, hvor den mangeårige revyskuespiller tydeligvis har sat et stort aftryk

Offentliggjort

Nyheden om Ulf Pilgaards død er ikke gået ubemærket hen i kultur-Danmark, hvor den mangeårige revyskuespiller tydeligvis har sat et stort aftryk.

Statsminister Mette Frederiksen (S) skriver på Instagram i forbindelse med dødsfaldet:

- En af de helt store stjerner fra den danske kulturscene. Med sin varme og humor har han fået smilene frem gennem generationer.

- Beriget den danske revyscene og dansk kultur som få andre. Må han hvile i fred.

Bliver hyldet

Statsministeren sender også tanker til Ulf Pilgaards pårørende.

Også kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) har sendt en hilsen på sociale medier. Han takker den danske skuespiller på X. 

- Tak for oplevelserne, grinene og underholdningen, Ulf Pilgaard - du kan med stolthed kalde dig "dronningen" af dansk revy. Kæmpe tak!, skriver ministeren med henvisning til en af skuespillerens glansroller, nemlig hans parodier af dronning Margrethe.

Også Cirkusrevyen, hvor Pilgaard optrådte igennem mange år, har sendt en sidste hilsen til den folkekære skuespiller på Facebook.

- Ulf Pilgaard har været Cirkusrevyens femte mast gennem 40 sæsoner. Nu er Ulf ikke længere blandt os, men hans aftryk på Cirkusrevyen vil sætte sine spor i al fremtid. Tak for alt, Ulf!, står der i opslaget.

Ulf Pilgaard er på scenen for sidste gang i Cirkusrevyen 2021 i den elskede rolle som Dronning Margrethe.

Lisbeth Dahl

Ulf Pilgaard debuterede i Cirkusrevyen i 1968, hvor han optrådte i fem sæsoner. I 1986 vendte han tilbage, og i oktober 2021 sagde han endegyldigt farvel.

Lisbet Dahl har stået på scenen med Ulf Pilgaard i mange år og var en nær ven af den afdøde i mere end 50 år. Hun siger til TV 2 om sin tidligere kollega:

- Ulf var min diametrale modsætning - han var intellektuel. Vi havde alligevel samme humor og kunne falde om af grin over de samme ting, selv om vi var vidt forskellige mennesker, siger hun.

Dansk Skuespillerforbund mindes Ulf Pilgaard på sin Facebook-side. Forperson Benjamin Boe Rasmussen mindes blandt andet Ulf Pilgaards "skarpe timing" og "kyniske replik".

- Han var en af de store og fik måske aldrig rigtigt den anerkendelse som skuespiller, han fortjente.

- Han tog dog gigantisk revanche i den ikoniske film "Nattevagten", hvor han fortjent fik lov at udfolde sit talent for den mørke side, skriver han i en udtalelse. 

Ulf Pilgaard blev 83 år.

Powered by Labrador CMS