Mikkel Hansen: Konen tog beslutningen 

- Den dag i dag er jeg rigtig glad for, at Stephanie tog den beslutning. For jeg tror ikke selv, jeg ville kunne træffe den beslutning

Offentliggjort

Mikkel Hansen: En karriere reddet af rettidig hjælp

  • Mikkel Hansen afsluttede sin håndboldkarriere med OL-guld i Paris.
  • Hans kone, Stephanie, reagerede hurtigt på hans stress og depression i februar 2023.
  • Hansen fortæller i en DR-dokumentar om den kritiske periode og sin sygemelding.
  • Han genvandt glæden ved sporten og opnåede flere store sejre inden karrierens afslutning.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Ved sommerens OL i Paris fik Mikkel Hansen den perfekte afslutning på en af de største karrierer i international håndboldhistorie. Det sluttede med guld.

Men var det ikke for hans kones hurtige reaktion i februar 2023, da hun blev opmærksom på hans tydelige symptomer på stress og depression, havde karrieren næppe fået den afslutning, den fortjente.

Det fortæller Mikkel Hansen i en DR-dokumentar.

- Den dag i dag er jeg rigtig glad for, at Stephanie tog den beslutning. For jeg tror ikke selv, jeg ville kunne træffe den beslutning. Jeg tror, jeg ville have endt et meget værre sted, siger Mikkel Hansen i dokumentaren.

E tidelig februardag 

Det hele ramlede en tidlig februardag i 2023, da han på sit hotelværelse vågnede en morgen og ikke anede, hvor han var. Han ringede til sin kone, Stephanie Gundelach. Han var forvirret, hyperventilerede og græd.

Hun forklarer, at han sagde en masse ting, som gjorde hende dybt bekymret, og hun vidste, at øjeblikkelig handling var påkrævet.

- Han har en masse mørke tanker og har lyst til at gøre ting, som jeg ikke har hørt ham sige før, fortæller hun i dokumentaren.

Via Mikkel Hansens agent fik hun sat gang i de tiltag, som kort efter endte i en sygemelding. Det blev meldt ud som symptomer på stress, men i dokumentaren forklarer Hansen, at det både var stress og depression.

Mikkel Hansen afsluttede sin karriere på smukkeste vis med olympisk guld i Paris. Det kan han i høj grad takke sin kone for.

Sagde fra 

Krop og hoved sagde ganske enkelt fra over for det store pres, han havde fået skabt omkring sig selv ved blandt andet at bo i København og rejse til og fra træning og kamp i Aalborg.

Samtidig følte han et stort pres efter at være vendt hjem til dansk håndbold efter mange år i udlandet, og han følte sig utilstrækkelig over for familien, som sjældent så ham.

- Der var ingen glæde ved tingene, det hele var bare gråt og ligegyldigt. Alt føltes ligegyldigt. Til sidst var det jo bare … jeg var sgu færdig, siger Mikkel Hansen.

Han vendte tilbage til træning i Aalborg i juli 2023. Han var med til at vinde DM-guld samt nå Champions League-finalen. Det blev også til EM-sølv med Danmark i januar 2024, inden karrieren blev afsluttet med OL-guld i sommer.

Det blev til to OL-guld, tre VM-guld og en enkelt EM-titel som højdepunkterne i en stor karriere.

Powered by Labrador CMS