Niels Olsen: Konen har ansvaret
Niels Olsen og hans kone, Joy-Maria Frederiksen, deler arbejdsplads på Bakken denne sommer. De snakker også om arbejdet, når de har fri
Når tæppet i Cirkusrevyens telt bliver trukket fra, og Niels Olsen går på scenen, er det under instruks af en helt særlig person i den garvede skuespillers liv.
Det er nemlig hans kone, Joy-Maria Frederiksen, der instruerer Cirkusrevyen i år.
- Det er skønt at arbejde med Joy. Jeg synes, at hun er hamrende dygtig, og hun er rigtig god til at forstå, hvad der skal ske med en tekst, og hvad vi skal gøre, siger Niels Olsen og tilføjer:
- Og så er hun jo ansvarlig for den gode stemning her, og den er der.
Har datter sammen
Parret mødte hinanden på et værtshus på Frederiksberg efter hver deres teaterforestilling i 1990.
To år senere blev de gift, og i dag har de en voksen datter sammen.
Når de to tager hjem fra Bakken efter en arbejdsdag, er det svært for dem ikke at komme til at tale om Cirkusrevyen.
Fylder meget
- Det fylder rigtig meget hos os begge, så vi snakker også om det, når vi går herfra. Det kører jo rundt i hovedet med replikker og sange, siger Niels Olsen.
I år er det 11. gang, at den 64-årige skuespiller er en del af Cirkusrevyens skuespillertrup. For ham er det bedste ved revyen at optræde for publikum.
Skriger af grin
- Hvis vi laver noget sjovt, så er der 1300 mennesker, der bare skriger af grin. Man går jo løftet ud efter sådan et nummer. Så selv om man måske ikke er helt på toppen, når man kommer, så er man det, når man går hjem, fortæller han.
I denne sæson parodierer Niels Olsen blandt andre forsvarsminister Troels Lund Poulsen, ekspræsident Donald Trump og en tilfældig landmand, der er utilfreds med CO2-kvoter.
Skal have lyst
- Søren Østergaard sagde engang til mig, at man i hvert fald skal være glad for et nummer, når man laver revy, og jeg er glad for alle mine, siger Niels Olsen og tilføjer:
- Det er også Joys princip som instruktør, at man ikke skal gå ind og lave noget, man ikke har lyst til.
I sidste øjeblik
Det er sjældent, at den prisvindende skuespiller bliver nervøs inden en forestilling. Det handler om at have forberedt sig godt på hvert nummer.
- Der, hvor man kan blive nervøs, er, hvis der er nogle ændringer i sidste øjeblik. Så kan man godt tænke: "Kan jeg overhovedet huske det her?". Men nu har jeg jo også stor tiltro til Joy, så hvis hun beslutter at tage noget ud, så er det jo nok for det bedste, siger han.
Store navne
Cirkusrevyen spiller frem til 31. august, efter at der i starten af juli er blevet tilføjet fire ekstra forestillinger.
Foruden Niels Olsen medvirker også Silas Holst, Merete Mærkedahl, Pernille Schrøder, Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard.