Ny sæson af Stormester bliver vanvittig
Værterne Lasse Rimmer og Mark Le Fêvre får blandt andre selskab af Lars Hjortshøj og Ane Høgsberg i den niende sæson af TV 2-succesen "Stormester"
Få en isblok til at smelte hurtigst muligt eller få et lys til at brænde hurtigst ud.
Det er blandt de finurlige udfordringer i TV 2's underholdningsprogram "Stormester", og nu er fem nye kendisser klar til at kaste sig ud i opgaverne.
Det afslører holdet bag "Stormester" på sin Instagram-profil.
-Glæd jer
De fem kombattanter i den forestående niende sæson er komiker, skuespiller og tv-vært Lars Hjortshøj, komikerne Ane Høgsberg, Mikkel Klint Thorius og David Minerba samt Mette Søndergaard, der ud over at være komiker også er skuespiller og dramatiker.
- I kan godt begynde at glæde jer! Det tegner til at blive en vanvittig sæson!, lyder det i opslaget på det sociale medie.
Særudgave på vej
Løsningerne på udfordringerne bliver bedømt af programmets såkaldte stormester i skikkelse af Lasse Rimmer, mens Mark Le Fêvre styrer slagets gang.
Ud over den kommende niende sæson af "Stormester" er en særudgave af programmet på vej.
Ved årsskiftet har en nytårsspecial premiere.
Bredt spektrum
Her dyster DR-journalisten Clement Kjersgaard, influencer Fredrik Trudslev, kagekendis Rosa Kildahl, skuespiller Ditte Hansen samt rapstjernen L.O.C., der for nylig er sprunget ud som komiker, mod hinanden.
Sidste år blev vindernes vinder kåret i en særsæson, hvor tidligere vindere af programmet, blandt andre tv-vært Sofie Linde og komiker Christian Fuhlendorff, stod ansigt til ansigt.
Præmierer ikke afsløret
Forrige år blev den bedste af de værste kåret i særsæsonen "Stormester - en chance til".
Her var komikerne Thomas Warberg og Linda P blandt dem, der forsøgte at få oprejsning.
Der er endnu ikke offentliggjort en dato for premieren af den kommende niende sæson af "Stormester".