Nyt værtpar skal give podcast et mere ´markant look´

Adrian Busk skal ikke længere være alene om nyhederne, når han hver morgen er vært for DR-podcasten "Tiden"

Offentliggjort

Ny værtsduo styrker DR's podcast 'Tiden'

Amalie Schroll Munk slutter sig til Adrian Busk som ny medvært på DR's populære nyhedspodcast 'Tiden'. Hun kommer fra Zetland og bringer erfaring fra sin tid som vært på podcasten 'Helikopter'.

Med denne nye duo håber DR at give 'Tiden' en mere markant profil, hvor lytterne kan forvente mere grin og dynamik. Podcasten, der udkommer hver hverdag, har allerede opnået stor popularitet med omkring 250.000 ugentlige downloads.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Adrian Busk skal ikke længere være alene om nyhederne, når han hver morgen er vært for DR-podcasten "Tiden".

Amalie Schroll Munk, der kommer fra mediet Zetland, skal være ny medvært i podcasten. Det skriver DR i en pressemeddelelse.

- Jeg håber at bidrage med både indsigt og nærvær i "Tiden". I hvert afsnit vil jeg forsøge at lade min passion for aktualitetsjournalistikken skinne igennem, så lytterne får noget at smile og tænke over, siger Amalie Schroll Munk selv til DR.

Zetlands talenthold

I "Tiden" gennemgås dagens tre vigtigste historier på 15 minutter.

Det er derfor heller ikke helt fremmed for Amalie Schroll Munk, der har været vært for Zetlands daglige nyhedspodcast, Helikopter.

Førhen har hun tilbragt knap fem år som journalist på Weekendavisen. Hun har tidligere været en del af Zetlands talenthold.

Og nu skal hun altså gøre Adrian Busk, som siden oktober været vært for "Tiden" alene, selskab.

Adrian Busk får nu selskab i studiet, når Amalie Schroll Munk sammen med ham skal beværte podcasten "Tiden".

Et stærkt par

- Sammen er de et stærkt par, som vil give "Tiden" en mere markant profil. Som lytter vil man fremover i højere grad kende værterne Adrian og Amalie, deres forskelligheder og roller i programmet, fortæller Sofie Tholl, der er chef for podcasts i DR Nyheder, og fortsætter:

- Vi lægger op til mere grin og sjove formgreb og vil også se en værtsduo, der optræder sammen og dyrker deres gode dynamik i podcasten.

Programmet har fået stor popularitet og har ifølge DR omkring 250.000 ugentlige downloads.

"Tiden" udkommer alle hverdage i DR LYD fra klokken 3.00.

Powered by Labrador CMS