Peter Birch Sørensen fylder 70 år
Er den økonomiske vækst i samfundet bæredygtig, når man tager højde for påvirkningen af klima og miljø?
Er den økonomiske vækst i samfundet bæredygtig, når man tager højde for påvirkningen af klima og miljø?
Og hvordan kan det måles?
De spørgsmål har i høj grad ligget professor Peter Birch Sørensen på sinde, siden han påtog sig opgaven som den første klimavismand i Danmark.
For der manglede viden om netop det, erfarede den erfarne økonom, der 29. januar fylder 70 år.
Grønt bnp
Siden han forlod posten som klimavismand, har han arbejdet på en metode til at beregne et grønt bnp for Danmark, som inden længe præsenteres i en bog på et internationalt forlag.
Han har også været med til at lancere en ny grøn regnemodel for dansk økonomi.
- Miljø- og klimaproblemerne spidser til, og det er jo nogle af de største problemer, vi står over for, siger Peter Birch Sørensen, om hvorfor han har kastet sin faglige interesse i den retning.
Han er professor på Københavns Universitet, hvor han forsker og i dag underviser studerende i miljø-, ressource- og klimaøkonomi.
Men hans akademiske karriere startede i det mere traditionelle økonomiske felt.
Oliekriser og arbejdsløshed
I hans studietid på Københavns Universitet i 1970'erne var bagtæppet oliekriser, arbejdsløshed og høj inflation. Det påvirkede Peter Birch Sørensens faglige interesse.
- Der var store underskud på statsbudgettet og på betalingsbalancen. Dansk politik handlede primært om at prøve at få styr på økonomien.
- Derfor blev jeg meget optaget af, hvordan den økonomiske politik kan bidrage til at udjævne en konjunkturbevægelse og forebygge økonomiske kriser, siger han.
Skattepolitik
Senere var det især skattepolitik, der optog Peter Birch Sørensen.
Han blev professor i økonomi ved CBS i 1991, men vendte tilbage til Københavns Universitet i 1995.
Han har været formand for Det Økonomiske Råd - overvismand - i 2004-2010, vicedirektør og cheføkonom i Danmarks Nationalbank i 2010-2011 og har siddet i flere råd og udvalg.
Han har publiceret en lang række videnskabelige artikler, skrevet lærebøger og løbende blandet sig i samfundsdebatten, i de senere år blandt andet som klimakommentator i Politiken.
Klimavismand
I 2014-2018 var han den første klimavismand - formand for Klimarådet.
Rådet skal komme med anbefalinger til regeringen om, hvordan man bedst og billigst kan reducere udledning af drivhusgas og gøre Danmark fri af fossile brændsler.
Professoren, der født og opvokset i Nr. Åby på Fyn, er glad for at cykle og har aldrig ejet en bil, har han tidligere fortalt i interview.
I fritiden holder professoren af musik og litteratur og interesserer sig for historie.
Han er gift med billedkunstner Lone Sørensen. Sammen har de to voksne børn og to - snart tre - børnebørn.