Prins Joachim: Er jeg et produkt?

Prins Joachim skal gå vandreruten Hærvejen i ny dokumentar. I traileren står det klart, at den vil vise et dybere billede af prinsen

Offentliggjort

Prins Joachim reflekterer over sin rolle i ny dokumentar

Den nye dokumentar 'Hærvejen' byder på dybe samtaler mellem prins Joachim og forfatter Steffen Jacobsen, mens de vandrer den historiske rute i Danmark. Dokumentaren udforsker temaer som klasse og social arv, hvilket giver et indblik i prinsens personlige refleksioner.

Prins Joachim og Steffen Jacobsen kommer fra vidt forskellige baggrunde, hvilket skaber en interessant dynamik i deres samtaler. Dokumentaren vil blive vist på CPH:DOX og flere biografer landet over, med premiere den 19. marts i Struer.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Der er lagt an til dybe og personlige samtaler i den nye dokumentar "Hærvejen".

Her reflekterer prins Joachim over sin egen plads i verden.

- Når jeg ser andre menneskers liv, spørger jeg ofte mig selv: "Er jeg et produkt? Har jeg noget andet at give?", lyder det fra prinsen i traileren til "Hærvejen".

Hærvejen 

Prins Joachim skal sammen med forfatter Steffen Jacobsen gå den danske vandrerute Hærvejen.

De to mænd kom til verden med helt forskellige udgangspunkter. Den 68-årige forfatter voksede op på bunden af samfundet, mens den 55-årige prins har været kongelig hele sit liv.

I traileren til dokumentaren står det klart, at denne forskel leder til refleksioner om klasse og social arv, som er dybt forankret i deres eget liv.

Prins Joachim er den yngste søn af dronning Margrethe II og prins Henrik og bror til kong Frederik X. Han blev i 2008 gift med prinsesse Marie.

"Skide irriterende"

- Du er prins, uanset hvad fanden du gør, og det er jo skideirriterende for sådan en som mig, siger Steffen Jacobsen til prins Joachim i dokumentaren.

Steffen Jacobsen debuterede som kriminalforfatter med "Passageren", der er den første i Robin Hansen-serien. Efterfølgende har han blandt andet udgivet flere kriminalromaner.

I dokumentaren skal forfatteren være modstykke til den kongelige vandrepartner på den 638 kilometer lange rute gennem Jylland. Og der er derfor rigeligt tid til samtaler om både stort og småt mellem dokumentarens to hovedkarakterer.

Landsdækkende 

Dokumentaren udkommer i forbindelse med dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, som i år foregår 19.-30. marts.

Men det er ikke kun i København, at man vil kunne opleve prins Joachim og Steffen Jacobsen i "Hærvejen" på det store lærred.

Med initiativet DOX:DANMARK er festivalen landsdækkende, og filmen kommer til en lang række af byer i hele landet. Den 19. marts vil den første gang blive vist i biografen Apollon i Struer.

Powered by Labrador CMS