Prisfest bliver helt anderledes
Hoved- og birollepris vil ikke være opdelt efter køn ved Årets Reumert 2024. Desuden indføres to nye priser
Når årets Reumertpriser skal uddeles til juni, bliver det uden kønsopdelte kategorier.
Reumertjuryen har nemlig besluttet, at de to hovedrollepriser, som tidligere har været inddelt efter køn, bliver slået sammen til prisen Årets Hovedrolle.
Også de to kønsopdelte ensemblepriser bliver slået sammen til en samlet pris med navnet Årets Birolle.
Masser af teater
Baggrunden for beslutningen er, at både samfundet og scenekunsten har udviklet sig, fortæller Rie Hammer, som er forperson for juryen ved Årets Reumert og chefredaktør på scenekunstmediet Iscene.dk.
- Scenekunstpriserne skal følge med scenekunsten, og der er masser af teatre, som caster uden hensyn til køn, siger hun.
Talt om det i flere år
- Samtidig skal kategorierne inkludere alle kunstnere. Det ville være absurd, hvis man kom til at ekskludere nogle scenekunstnere, fordi de ikke lige definerer sig som mand eller kvinde.
Ifølge Rie Hammer har Reumertjuryen i nogle år talt om at lave kønsneutrale kategorier.
- Der har været en tid i scenekunsten, hvor mange bærende roller blev spillet af mænd, blandt andet fordi de gamle klassikere af historiske grunde havde mænd i hovedrollerne. Så for at tilgodese, en ligestilling, har der været en opdeling. Men det er tiden og ikke mindst scenekunsten løbet fra, siger hun.
Nye kategorier
Også den norske scenekunstpris Heddaprisen har afskaffet de kønsopdelte kategorier. Her var uddelingen i 2023 den første uden særskilte kategorier for mænd og kvinder.
Desuden indfører Årets Reumert to nye kategorier til årets prisuddeling. Årets Samspil skal gives for samspillet mellem to eller flere scenekunstnere, og Årets Solopræstation gives til en scenekunstner, som optræder alene.
Kan løste et værk
De to nye priser skal sikre, at Årets Reumert favner bredt og hele genrefeltet inden for scenekunst, siger Rie Hammer.
- Et særligt samspil mellem to eller flere scenekunstnere kan løfte et værk op på et helt andet scenekunstnerisk niveau. Vi vil gerne vise, at det også er en del af den store scenekunst at kunne det, siger hun.
Uddeles i Odense
Om Årets Solopræstation siger Rie Hammer, at det "er en helt særlig præstation at stå alene på scenen og skabe en kunstnerisk præstation".
I år uddeles Årets Reumert 20. juni i kulturhuset Odeon i Odense. De nominerede til årets priser er endnu ikke blevet offentliggjort.
Fagfolk og kritikere
Årets Reumert er scenekunstbranchens mest prestigefyldte pris. Fra 2021 har CPH STAGE og Dansk Teater været hovedarrangører bag Årets Reumert.
Juryen består af 11 fagfolk og kritikere.