Punkens gudmor har fødselsdag 

Den tyske sanger Nina Hagen ramte som en perfekt anbragt vokal og visuel bombe lige ind i videoalderen

Offentliggjort

Nina Hagen: Punkens Gudmor fylder 70 år

Den tyske sanger Nina Hagen, kendt som punkens gudmor, fylder 70 år. Hun er berømt for sin kraftfulde stemme, vilde makeup og dynamiske sceneoptrædener, der har gjort hende til en uforglemmelig figur i musikverdenen.

Hagen, der voksede op i Østberlin, har haft en alsidig karriere, der spænder over mange musikgenrer. Hun har også været kendt for sine kontroversielle holdninger og optrædener, hvilket har sikret hende konstant opmærksomhed gennem årtier.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Den tyske sanger Nina Hagen ramte som en perfekt anbragt vokal og visuel bombe lige ind i videoalderen.

Hun var umulig at overse. Med sit organ af en stemme over fem oktaver, sin vilde makeup, kostumer og sceneoptrædener, der svingede mellem spastisk eller lidt pænere sagt dynamisk.

Den 11. marts fylder hun 70.

Punkens gudmor 

Nina Hagen er blevet kaldt punkens gudmor og har efter nogens mening leveret en stærkere alternativ version af "My Way" end Sid Vicious fra bandet Sex Pistols.

Og hun har i modsætning til ham overlevet op mod 50 år som performer.

Nina Hagen blev født under Den Kolde Krig i Østberlin som datter af en østtysk skuespillerinde. Hagen voksede op med sin berømte stedfar Wolf Biermann og begyndte som fireårig at danse ballet og som niårig at synge opera.

Som teenager blev hun smidt ud af Østtysklands ungdomsforbund grundet det, der blev kaldt uacceptable politiske holdninger.

I 1976 forlod hun DDR sammen med sin mor for at slutte sig til stedfaderen Wolf Biermann, der var flyttet til Vesttyskland.

Nina Hagen fotograferet ved et interview i forbindelse med hendes selvbiografi "Bekenntnisse" i 2010.

Fanden ved Hagen 

Med friheden tog fanden ved Hagen.

I Vestberlin startede hun en musikalsk karriere som punksangerinde i "Nina Hagen Band". Med spektakulær optræden og en kamikazeagtig brug af sin store stemme tilsat masser af humor og selvironi.

Nina "Unbehagen" var for meget for nogle, men aldrig kedelig.

Trods afsættet i punken kastede hun sig ud i mange musikalske genrer. Dance, bigband, gospel, slager, tysk visemusik, jazz, blues, indisk musik og ofte med opera som en understrøm.

En skæv brik 

Den farverige og excentriske punkdiva blev sent i livet til manges overraskelse døbt. Endnu en skæv brik til det uforudsigelige puslespil Nina Hagen.

En anmelder skrev, at der er få som hende, der som Bowie og Warhol så konsekvent er kunstnere med så stort K, at det er umuligt at sige, hvad der er værket, og hvad der er personen.

For ud over sit mangeartede musikalske repertoire, sine film, sit skuespil og sine tv-opgaver har Nina Hagen løbende beriget offentligheden med sine mange holdninger til alt muligt fra ufoer til dyrevelfærd, spiritualitet, kvindepower og politik.

Nina Hagen fotograferet ved en af hendes seneste optrædener i 2018 ved en udstilling om tysk popmusik.

Børn med forskellige fædre

Undervejs fik hun et par børn med forskellige fædre. Blandt andet en datter kaldet Cosma Shiva, fordi Hagen have set en ufo under graviditeten.

Hendes partnere har typisk været meget unge fyre, og forholdene har været kortvarige. Herunder et ægteskab med den 22 år yngre danske sanger Lucas Alexander.

De unge mænd var bare en af mange faktorer, der i årtier sikrede konstant opmærksomhed omkring Nina Hagen.

Også på tv har hun ofte fået seerne til at spærre øjnene op.

Som da hun i et direkte tv-show - påklædt, men meget eksplicit - demonstrerede kvindelige onani-stillinger.

Powered by Labrador CMS