Rhea Leman fylder 70 år
En symbiose mellem ord og dans blev karakteristisk for Rhea Lemans stil
En symbiose mellem ord og dans blev karakteristisk for Rhea Lemans stil. Instruktøren og dramatikeren voksede op i 1950'ernes New York og tog en ny dramaturgisk udtryksform med til Danmark.
Siden hen har hun været instruktør og koreograf på over 20 teatre i Danmark og instrueret og arbejdet som dramatiker på tv-produktioner.
Rhea Leman, der 5. november fylder 70 år, voksede op i kunstnermiljøet i New York. Det banede vejen for hendes kunstneriske karriere.
Fik undervisning som fire-årig
Hun var spæde fire år, da hun blev undervist i Isadora Duncan-dansestilen, der er blevet opkaldt efter en amerikansk danserinde af samme navn.
Da hun var ni, blev hun trænet i Martha Graham Studio, og som tiårig fik hun undervisning i koreografi.
Leman blev uddannet på konservatoriet i Boston. Her mødte hun koreografen Cher Geurtze, og sammen grundlagde dansekompagniet Directions Dance.
I dansekompagniet begyndte hun at eksperimentere med den dansestil, der siden hen er blevet hendes signatur - en tekstbaseret danseform.
Under sit første ophold i Danmark i 1976 dannede hun dansekompagniet Second Story Dance Theatre.
Hun bosatte sig fast i Danmark, da hun fem år senere i 1981 giftede sig med Hans Kragh-Jacobsen.
Kunstnerisk leder
Et år senere startede hun sammen med Jette Christensen og Tess de Quineey kompagniet The Ladies, hvor hun havde rollen som kunstnerisk leder.
Hun opsatte forestillingen "Venedig" i 1984. Det blev skelsættende i hendes karriere, fordi hun begyndte at bruge filmiske virkemidler.
Kompagniet skiftede navn til Teater Tango. Teateret blev trendsættende for det moderne dansemiljø i København i 1980'erne med en række forestillinger, som smeltede ord, dans og film sammen til et særligt kunstnerisk udtryk.
Derudover var hun kunstnerisk leder og grundlægger af Dramafronten fra 2009.
Publikum kræver
Dramafronten startede som et netværk af professionelle teaterfolk, som beskæftigede sig med dansk dramatik. Senere begyndte initiativet også at opføre korte teaterstykker.
I alt blev det til 200 korte dramaturgiske opvisninger i 12 byer fordelt på fem lande. Dramafronten måtte lukke i 2023, fordi der manglede økonomisk støtte.
Dengang udtrykte Rhea Leman, at hun var meget ked af lukningen.
- I disse tider, hvor verden for alvor er ved at gå op i limningen, kan kraften i vores teater bringe folk sammen.
- Dramatikerens tekst bør aldrig undervurderes, for publikum kræver at få fortalt gode historier, sagde Rhea Leman.