Så er det sket for stjernepar
Justin Bieber har delt et billede af sin og hustruen Haileys nyfødte søn, Jack Blues, på Instagram
Popstjernen Justin Bieber og hans hustru, Hailey Bieber, er blevet forældre til en dreng.
Det skriver Justin Bieber i et opslag på det sociale medie Instagram, hvor han også har delt et billede af sin nyfødte søns fod.
- Velkommen hjem, Jack Blues Bieber, skriver popstjernen som billedtekst til opslaget.
Forudså dreng
Hailey Bieber har delt opslaget i en såkaldt instagramstory - et slags opslag, der automatisk slettes efter 24 timer - med et billede af en bamse, et hjerte og navnet Jack Blues.
Parret fortalte gennem Instagram tilbage i maj, at de ventede deres første barn.
Dengang skrev popstjernen, at han forudså, at det ville blive en dreng.
Endnu ikke klart
Det står lørdag morgen endnu ikke helt klart, hvornår Jack Blues egentlig blev født. Parret har heller ikke delt informationer om, hvor meget han vejer.
Parret bekræftede første gang, at de var begyndt at date i 2016, men forholdet gled ud i sandet efter nogle måneder.
I 2018 bekræftede de dog, at de sammen havde fundet melodien igen. Samme år blev parret gift.
En af verdens største
30-årige Justin Bieber slog igennem som teenager og blev hurtigt en popsensation. Siden har han fået lyttere verden over og har over de seneste 15 år cementeret sin plads som en af verdens største artister.
Han har været på flere verdensturnéer, men han måtte både i 2022 og 2023 aflyse flere koncerter.
Lam i ansigtet
Han "prioriterede helbredet", fordi han har været ramt af Ramsey Hunts syndrom, som gjorde ham lam i den ene side af ansigtet.
I begyndelsen af februar gjorde popstjernen dog musikalsk comeback, da han for første gang i et års tid optrådte på en scene i forbindelse med en begivenhed i sit hjemland, Canada.
Levet en del i rampelyset
Hans partner, den amerikanske model Hailey Bieber kommer fra en familie, der også har levet en del i rampelyset.
Hendes far er skuespiller, producer og instruktør Stephen Baldwin, hvis bror er skuespilleren Alec Baldwin, der dermed også er Hailey Biebers onkel.