Sådan holder han ferie

Phillip Faber er ikke udelukkende glad for at have ferie. Han bryder sig ikke om, når den starter, men heller ikke når ferien slutter

Mens mange slapper af og nyder sommerferien, trækker komponist og dirigent Phillip Faber i arbejdstøjet - i hvert fald noget af ferien.

Her fortæller den folkekære komponist, hvordan han skal spendere sommeren.

Hvad skal du lave denne sommer?

- Jeg er ikke ubetinget glad for ferie. Det har min kone heldigvis forståelse for. Jeg kan godt lide lidt ferie, men der må ikke være for meget.

- Så jeg skal dirigere en masse koncerter på Plænen i Tivoli med symfoniorkesteret Copenhagen Phil. Og det sjove er, at publikum bestemmer, hvad vi skal spille. Det er ikke set før. Jeg skal også dirigere en masse koncerter med det kor, der hedder Ars Nova.

- Og så skal vi et par uger i sommerhus - hvor der heldigvis er et klaver - og en uge til Grækenland.

Hvad er dit bedste sommerminde?

- Det var, da vi var på ferie i Grækenland. Siden vi var der for to år siden, har min ældste spurgt, hvornår vi skal tilbage. Der var han lige blevet gammel nok til at have med på ferie, og det var bare meget, meget smukt.

- Nu tager vi tyrene ved hornene og tager afsted til det nøjagtigt samme sted. Og det er også det samme sted, vi skal bo. Vi er nemlig vanedyr.

Sejlede rundt

- Ved den strand, hvor vi boede, kom der en ældre mand hver halve time i en lille færgebåd. Ligesom i den græske mytologi, hvor man kunne betale færgemanden penge. Ham her sejlede bare ikke til dødsriget.

Phillip Fabers must-haves til sommerferien er tarteletter og at spille klaver for sin egen fornøjelses skyld. (Arkivfoto).

- Men han sejlede rundt om pynten. Tøf, tøf, tøf i sådan en lille båd hen til en gammel by. Så hvis man ville have bare lidt turisme og kultur, så kunne man tøffe derind, og ellers kunne man bare være og bade, der hvor vi var.

Har du et værste sommerminde?

- Jeg kan ikke komme i tanke om et.

Hvad er dine must-haves til sommeren?

- Jeg kan godt lide at lave traditionel, dansk mad, og min kone er vokset op med fransk mad, så hun synes, at dansk mad er noget af det mest eksotiske, der findes. Så når vi kommer op i sommerhuset, så laver jeg altid tarteletter.

- Da jeg lavede det sidste gang, erklærede min ældste søn, at tarteletter var rykket op på en andenplads - lige under sushi - og det synes jeg, var meget, meget stort. At det kommer lige under sushi.

- Og så er det også at kunne spille klaver for min egen fornøjelses skyld, og ikke fordi jeg skal arbejde. Det kan jeg også i sommerhuset.

Hvad er det bedste ved sommeren?

- Det er at rykke ud af byen. Det er at komme i sommerhus eller på ferie, hvor børnene kan få lov til at løbe ud. Vi bor i lejlighed, så det kan et eller andet at komme et sted hen, hvor vores ældste søn bare kan løbe ud på græsset.

- Så står jeg i køkkenet og laver mad, og så kommer han ind og spørger, om jeg vil med ud og spille badminton eller et eller andet. Så det bedste er det med at inde- og udelivet smelter sammen.

- Det lyder måske elementært, men der sker et eller andet med vores familieliv, når man kan løbe ind og ud. Ja, der blev jeg så lige 75 år gammel. Det var da dejligt.

Hvad er det værste ved sommeren?

- Det værste er, når ferien begynder, og når ferien slutter. Jeg kan ikke lide at have ferie, men når ferien så slutter, så kan jeg heller ikke lide det.

- Jeg er ligesom et lille barn, der skal have flyverdragt på. Det er ikke et problem at have den på, men det er overgangen, jeg ikke kan lide. Og når man så skal have flyverdragten af igen, så er det også et problem.

- Det er jo i virkeligheden det med at skifte mentalitet, som jeg ikke bryder mig om.

Powered by Labrador CMS