Søn bekræfter: Far sov ind blandt sine elskede
Willie Mays, en af baseballs største legender, er gået bort som 93-årig
Baseball har mistet en af sine absolut største legender, efter at Willie Mays tirsdag lokal tid i San Francisco er gået bort som 93-årig.
Det oplyser hans søn i en pressemeddelelse fra San Francisco Giants, hvor Willie Mays spillede størstedelen af sin karriere.
- Min far gik fredeligt bort blandt sine elskede, lyder det fra Mays' søn, Michael Mays.
Med knust hjerte
- Jeg vil gerne takke jer af hele mit knuste hjerte for den ufravigelige kærlighed, som I har vist ham gennem årene.
Willie Mays spillede baseball fra 1948 til 1973. Hele 24 gange blev han udtaget til All Star-holdet i den bedste nordamerikanske baseballliga, MLB.
Han vandt finalen i MLB, World Series, en enkelt gang i 1954 netop med Giants, som dengang havde hjemme i New York.
Første sorte spiller
Inden han spillede i MLB, gjorde han karriere hos Birmingham Black Barons i en af USA's baseballligaer for sorte.
Det var før, at sorte baseballspillere måtte spille for et MLB-hold.
Willie Mays var markspiller og spillede for Giants, som frem til 1958 hørte hjemme i New York, inden holdet flyttede til San Francisco på USA's vestkyst.
På sjettepladsen
Mays slog i alt 660 homeruns i sin karriere, hvilket placerer ham på sjettepladsen over flest homeruns nogensinde. Han vandt desuden Den Gyldne Handske 12 gange.
Mest af alt er han nok kendt for "The Catch", eller griberen, som man ville kalde det på dansk, fra 1954.
En fantastisk bold
Udtrykket henviser til en kamp fra finaleserien i 1954, hvor New York Giants var oppe mod Cleveland Indians.
Clevelands Vic Wertz slog en fantastisk bold over midten af banen, som så ud til at garantere, at samtlige medspillere kunne løbe hjem og score point for holdet.
Men sådan skulle det ikke gå.
Uskadeliggjorde løbere
Willie Mays løb i dybden af sit felt og formåede med ryggen til at gribe bolden over egen skulder og uskadeliggøre Clevelands løbende spillere.
Giants vandt kampen og endte med at vinde World Series.
- I dag har vi mistet en vaskeægte legende, lyder det fra Greg Johnson, som er bestyrelsesformand i San Francisco Giants.
Ivrigt intellekt
- I baseballstjernernes tempel adskiller Willie Mays sig med sit fantastiske talent, sit ivrige intellekt, sit underholdningsgen og grænseløse glæde.
Willie Mays blev født 6. maj 1931 i delstaten Alabama.
Han efterlader sig sin søn, Michael.