Stjernedatter i oprør
21-årige Amaryllis August er datter af den oscarvindende instruktør Bille August og skuespilleren Sara-Marie Maltha og er nu ved at slå sit eget navn fast
- Det her er Amaryllis. Hun er fuld, og hun har ikke læst manuskriptet.
Amaryllis August havde stadig sin studenterhue på, beruset af sommeren, studentertiden og champagnen og var nærmest hoppet direkte fra Storkespringvandet og hen til det møde, hun var blevet indkaldt til.
Stod i cirkel
Som en anden første skoledag, som den hun netop nu fejrede afslutningen af, stod hun i en stor cirkel og blev præsenteret foran et helt filmhold af den danske mesterinstruktør Thomas Vinterberg.
Og med et blev hun ædru: Rollen var virkelig hendes.
Troede ikke på det
Hovedrollen i Thomas Vinterbergs stort anlagte dramaserie, "Familier som vores", som netop nu ruller over skærmen på TV 2.
- I løbet af meget af processen troede jeg faktisk ikke rigtigt på det, fortæller Amaryllis August.
- Jeg ventede lidt på, at der var nogen, der ville tage mig til siden og sige: "Hør, det var for sjov, vi valgte dig ikke". Helt frem til, jeg var i Venedig til verdenspremieren.
Første nogensinde
Det er hendes første rolle nogensinde - og tilmed en hovedrolle over for sværvægtere som Nikolaj Lie Kaas og Paprika Steen.
- Jeg har altid haft en drøm om at blive skuespiller. Men jeg har også været meget genert og indadvendt i meget af mit liv. Så jeg havde altid tænkt, at jeg ikke turde kaste mig ud i det.
Utilregnelig
- Samtidig havde jeg fået at vide af mine studievejledere i gymnasiet og i folkeskolen, at filmbranchen er for utilregnelig. At jeg skal have mig en ordentlig uddannelse på universitetet. Så jeg havde egentlig planer om at læse journalistik, fordi det havde jeg fået at vide, at jeg var god til, fortæller Amaryllis August.
Men en dag fik hun en besked på det sociale medie Snapchat, og med et klik ændrede fremtiden sig for hende.
Drøm vendte tilbage
En af hendes veninder fortalte, at hun havde været til casting på Thomas Vinterbergs kommende serie.
På den anden side af skærmen mærkede Amaryllis August den drøm, fornuftige formaninger ellers havde fjernet, vende tilbage, stærkere end nogensinde.
Så en åbning
- Jeg tror bare, jeg så en åbning ind til en verden, som jeg godt gad at være en del af, fortæller hun.
- Jeg havde aldrig været til en casting før og havde aldrig turde. Men jeg tænkte: "Nu er muligheden der, og så kan jeg bare prøve det".
Med venindens velsignelse tog Amaryllis August til casting.
Skræmt af sexscener
- Der var mange ting, som skræmte mig. For eksempel fik jeg at vide, at der kommer til at være sexscener, og at jeg skal hives gennem mudder i minusgrader. "Det skal du være med på", sagde Thomas. Jeg kan huske, jeg bare sagde: "Ja! Det gør jeg". Først bagefter tænkte jeg: "Det finder jeg ud af, når jeg er der". Det har altid været min mentalitet, fortæller Amaryllis August.
Amaryllis August var igennem 13 castings over fire måneder. Så mange er ikke kutyme, lød det fra hendes mor, som i den grad selv kender gamet.
Selv om Amaryllis August er autodidakt og uerfaren udi skuespil, har hun det ikke fra fremmede.
Ind med modermælken
Hun har nærmest i bogstavelig forstand fået det ind med modermælken.
Amaryllis August er datter af den oscarvindende instruktør Bille August og skuespilleren Sara-Marie Maltha.
Hendes halvbrødre, Anders Frithiof August og Adam August, er begge manuskriptforfattere, og hendes halvsøstre Alba August og Asta Kamma August er begge skuespillere.
Asta Kamma August har tilmed også en bærende rolle i "Familier som vores" og står i flere scener over for Amaryllis August.
Ikke efternavn
- Jeg kan jo kun håbe, at folk ser projektet som mig og ikke som et resultat af mit efternavn, siger Amaryllis August.
- Mine forældre har i hvert fald ikke haft særligt meget med det at gøre, og jeg har egentlig ikke snakket så meget med dem om det, fordi jeg har følt, at det var mit eget på en eller anden måde.