Thor Möger fylder 40 år
Thor Möger Pedersen blev ikke valgt til Folketinget ved valget i 2011, men til gengæld blev han kort efter skatteminister, og han kan stadig i dag bryste sig af at have været den yngste minister nogensinde
Thor Möger Pedersen blev ikke valgt til Folketinget ved valget i 2011, men til gengæld blev, han kort efter skatteminister, og han kan stadig i dag bryste sig af at have været den yngste minister nogensinde.
26 år var han.
Thor Möger Pedersen nåede at bestride posten i cirka et år, inden den dengang nytilkomne SF-formand, Annette Vilhelmsen, fyrede ham på gråt papir.
Helt anden branche
Thor Möger Pedersen fylder 40 år den 31. januar og er i dag i en helt anden branche.
Han engagerede sig politisk fra en ung alder. I midten af 2000'erne var han formand for de danske gymnasieelever, og efterfølgende kom han helt tæt på SF som ansat i sekretariatet, hvor han blandt andet rådgav om partiets politik.
Her skabte han sig et navn, og i 2010 kom han i landsledelsen.
Ved folketingsvalget i 2011 fik han under 700 stemmer, og det var ikke nok til at komme ind. Til gengæld blev han altså minister, og han måtte i sin embedsperiode tage imod en del kritik.
Børnebanden
Nogle syntes, han var for ung, andre syntes ikke, at han havde kompetencerne, og det endte altså med et exit fra posten.
En politiker i den aldersmæssigt modsatte ende - Holger K. Nielsen - afløste ham.
Derpå meldte Thor Möger Pedersen sig sammen med en række andre SF'ere, der populært blev kaldt "Børnebanden", ind i Socialdemokratiet, hvor han blev chef for partiets politiske afdeling.
Chefstilling hos konsulent firma
I 2018 var det dog slut med politik, og han skiftede til en chefstilling hos konsulentfirmaet Cowi.
- Jeg har altid gerne villet prøve kræfter med det private erhvervsliv, og den mulighed er opstået nu, sagde han dengang i en pressemeddelelse.
Senere er han skiftet til energivirksomheden Better Energy.
Thor Möger Pedersen har holdt sig ude af rampelyset, siden han forlod Socialdemokratiet.
Han udtalte sig dog til pressen i 2020. Det skete i forbindelse med, at han afgav forklaring over for en kommission i skandalen om udbytteskat.
Thor Möger Pedersen er søn af erhvervsmanden Torben Möger Pedersen. Han er gift med Nanna Westerby, der også en overgang har været politiker.
Parret er bosat i Københavnsområdet og har to børn.