Nu er det slut. Elton John stopper med at turnere

onsdag d. 24. januar 2018 kl: 13. 45 Af: Ritzau Fokus

Efter knap 50 år som en af de mest populære musiknavne har den britiske "popkonge" Elton John valgt at indstille turnélivet. Det skriver avisen Daily Mirror, som også beretter, at ikonet nu drager på sin sidste verdensturné.

Den britiske popmusiker Elton John stopper med at turnere efter næsten 50 år i branchen.

Det skriver den britiske avis Daily Mirror ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Når den 70-årige stjerne tager på verdensturné, så bliver det samtidig den sidste ifølge avisen.

Prins Harry går i mor Dianas fodspor og hyldes for det af Elton John

Elton John har været ramt af et faldende pladesalg de senere år.

Har solgt kvart milliard plader

Men han har dog lidt af et bagkatalog at læne sig op ad – og antageligt en formue at lune sig ved.

Ifølge forskellige opgørelser er den farverige brite vurderet til at have solgt mellem 250 og 300 millioner plader over de seneste 50 år.

Dermed ligger han på en femteplads over de bedst sælgende kunstnere gennem tiderne. Lige efter Madonna – og foran Led Zeppelin.

Men salget er altså vigende – som det også er helt generelt i branchen.

Fik skadelig infektion

Men hvad der formentlig er endnu mere udslagsgivende er, at musikeren de seneste år har været ramt af en del sygdom.

I 2016 lå Elton John hospitalet i 12 dage for en “skadelig og usædvanlig” bakterieinfektion, som han pådrog sig på sin turné i Sydamerika.

Han blev alvorligt syg, da han fløj tilbage til Storbritannien efter en koncert i Santiago i Chile.

Tre år tidligere måtte han aflyse flere koncerter i Hyde Park i London, fordi han blev hasteopereret for blindtarmsbetændelse.

Kunne let være omkommet

Senere erkendte Elton John, at han uden behandling “let kunne være omkommet”.

– Jeg vidste, at jeg var syg, men jeg vidste ikke, at jeg havde sådan en farlig ting indeni mig, indtil jeg blev skannet. Det skete efter ni koncerter, 25 flyveture og en sommerfest, sagde Elton John.

Popkongen vil bruge mere tid med familien

Han tog på turné første gang i 1970 efter en stribe koncerter på Troubadour Club i Los Angeles i Californien.

Sangeren udsender snart en meddelelse om turnéen, skriver Daily Mirror.

Del din kommentar

Forsiden lige nu