Sexchikane kaster skygger over prestigefyldt filmfestival

fredag d. 16. februar 2018 kl: 18. 30 Af: Ritzau Fokus

Diskussion om seksuelle overgreb vil komme til at sætte sit præg på den 68. udgave af Berlinalen, der netop er skudt i gang i den tyske hovedstad. Det mener festivalens egen direktør.

Tæppet er gået op for den 68. udgave af den internationale filmfestival i Berlin, også kendt som Berlinalen. Men de mange sager om sexchikane kaster skygger.

Derfor bliver der øget fokus på seksuelle overgreb og sexchikane, som har sendt chokbølger gennem film- og underholdningsbranchen verden over.

Som den første store filmfestival, efter at MeToo-bevægelsen blev et verdensomspændende fænomen i efteråret, har festivalens arrangører planlagt en række arrangementer og diskussioner med fokus på seksuelle overgreb.

Handler ikke kun om sexchikane

Det sker for at sikre, at der ikke kan drages tvivl om Berlinalens engagement i at fremme tolerance og mangfoldighed, forklarer festivalens direktør, Dieter Kosslick.

– Denne diskussion kommer uden tvivl til at forme festivalen meget. Det handler ikke kun om sexchikane. Det handler om diskrimination i det hele taget. Og det er det, vi går i offensiven for at håndtere, siger han.

MeToo-bevægelsen er et opgør med krænkelser og sexisme i filmbranchen.

Forud for Berlinalens åbning har festivalen allerede været nødsaget til at fjerne fem film fra programmet på grund af beskyldninger om seksuel upassende opførsel mod en instruktør eller en skuespiller.

Afviser at ændre rød løber til sort

Den tyske skuespillerinde Claudia Eisinger har yderligere opfordret festivalen til at ændre farven på den berømte røde løber til sort for at protestere mod seksuelt misbrug.

Dette er dog blevet afvist af Berlinalens arrangører. Berlinalen bryster sig af at være den mest politiske af verdens mest anerkendte filmfestivaler, og i år er ingen undtagelse.

Legendarisk sanger anklages for grovhed: Smittede 19-årig med kønssygdom

Festivalens ti dage lange program dykker ned i hårde og udfordrende historier, som skaber en uventet biografoplevelse for filmelskere.

19 film kæmper om en bjørn i guld

Filmene omfatter en rekonstruktion af højreekstremisten Anders Behring Breiviks grusomme massakre på unge mennesker på øen Utøya i Norge i 2011, et kig på tidligere præsident Ferdinand Marcos’ Filippinerne, hverdagslivets kampe under Sovjetunionen og en historie om at leve i eksil.

I alt konkurrerer 19 film om festivalens mest prestigefyldte pris, Guldbjørnen.

Blandt de stjerner, der ventes at deltage i den 68. Berlinale, er Robert Pattinson, Gael García Bernal, Jeff Daniels, Tilda Swinton, Peter Sarsgaard, Joaquin Phoenix, Isabelle Huppert, Bill Murray og Emily Watson.

Berlinalen, der åbnede torsdag den 15. februar, løber til 25. februar.

— — —

FAKTA OM BERLINALEN:

Bliv klogere på den anerkendte festival her:

* Den internationale filmfestival i Berlin er en af de vigtigste festivaler i verden. I folkemunde er den også kendt som Berlinalen.

* Den holdes hvert år i februar og blev grundlagt i 1951, mens Berlin stadig var delt.

* På festivalen uddeles de prestigetunge priser Guldbjørnen, der er festivalens største pris, og Sølvbjørnen. Bjørnen er Berlins vartegn.

* Guldbjørnen uddeles til den bedste film og den bedste kortfilm i konkurrencen. Desuden uddeles den som ærespris.

* Sølvbjørnen går til blandt andet bedste instruktør, bedste mandlige hovedrolle, bedste kvindelige hovedrolle og bedste manuskript.

* Juryen lægger vægt på, at film fra hele verden skal deltage i festivalen.

Bill Cosby anklages for at betale stort millionbeløb til offer

* Hvert år vises 400 forskellige film på festivalen inklusiv omkring 100 kortfilm.

Kilde: berlinale.de.

Del din kommentar

Forsiden lige nu