Oscar-vinder raser efter kritik af takketale

torsdag d. 26. februar 2015 kl: 22. 15 Af: Ritzau Fokus
 
Skuespillerinden Patricia Arquette benyttede verdens øjne til at sætte fokus på kvinders rettigheder, da hun modtog sin Oscar-statuette.

Skuespillerinden Patricia Arquette benyttede verdens øjne til at sætte fokus på kvinders rettigheder, da hun modtog sin Oscar-statuette. Foto: Jordan Strauss/JORDAN STRAUSS/INVISION/AP

Skuespillerinden Patricia Arquette holdt en brandtale til fordel for kvinderettigheder, da hun vandt sin Oscar, og det har mødt kritik.

– Til alle kvinder, som har født, til alle skatteydere i denne nation – det er tid til at få ligeløn én gang for alle i USA.

Sådan lød det stærke budskab fra skuespillerinden Patricia Arquette, da hun søndag aften vandt en Oscar-statuette for bedste kvindelige birolle for coming-of-age-filmen “Boyhood.”

Budskabet fik skuespillerinden Meryl Streep og sangerinden Jennifer Lopez til at hvine af jubel og kaste håndtegn til Arquette.

Da hun efter modtagelsen uddybede sine holdninger i backstage-lokalet, fortsatte hun brandtalen med ordene:

– Sandheden er, at jo ældre kvinder er, jo lavere løn får de, understregede den 46-årige skuespillerinde.

Hendes stærke meninger omkring kvinder og ligeløn under takketalen vakte ikke kun opbakning og jubel, men blev også kritiseret. Det har nu fået den nykårede Oscar-vinder til at understrege sin pointe ved at rase over problematikken på sin Twitterkonto i storm af tweets:

– Jeg er ligeglad med, om folk bliver vrede. Ligeløn vil hjælpe alle kvinder af alle racer i Amerika. Det vil også hjælpe deres børn og samfundet, skriver Arquette, der godt er klar over, at hun som Hollywood-lønnet skuespillerinde er godt stillet.

– Fortæl mig ikke om privilegier. Som barn levede jeg under fattigdomsgrænsen. Lige meget hvor, jeg er, vil jeg ikke glemme kvinders kamp. Jeg var en arbejdende singlemor som 20-årig. Jeg ved, hvor svært det er at betale for bleer og mad, lyder det fra Arquette, der understreger:

– De arbejdende, fattige kvinder i dette land har spurgt om hjælp i årtier. Hvis jeg har en stemme, vil jeg lade mit lys skinne på dem.

Se Patricia Arquettes takketale nedenunder…

Læs alle hendes tweets her: https://twitter.com/PattyArquette

Newspaq

Del din kommentar

Forsiden lige nu