Overvældet vinder: -Det er surrealistisk

søndag d. 11. februar 2018 kl: 7. 22 Af: Ritzau Fokus

Rasmussen vandt lørdag aften melodigrandprixet med sit vikingenummer "Higher Ground".

33-årige Rasmussen kunne løfte trofæet lørdag aften efter en overbevisende sejr i Dansk Melodi Grand Prix med nummeret “Higher Ground“.

Rasmussen: -Sindssygt overvældende

Selv om han var spået favorit af flere bookmakere, var det alligevel en overvældet vinder, som efterfølgende satte ord på sin sejr.

– Det er sindssygt overvældende. Det var noget, som mange havde spået om, men jeg havde ikke turde håbe på det, fordi sangene var så forskellige og fantastiske. Så det er bare for vildt, at jeg står her nu. Det er surrealistisk, siger Rasmussen, der lyder det fulde navn Jonas Flodager Rasmussen.

Galleri: Grand Prix-vindere gennem tiden

Dermed skal den 33-årige familiefar fra Langå repræsentere Danmark ved Eurovision Song Contest i Portugal til maj.

Sangen skal gøres mere skarp til Eurovision

Hvordan han vil forberede sig på den opgave, har han endnu ikke nået at gøre sig mange tanker om.

– Vi skal selvfølgelig skærpe sangen endnu mere. Gøre den endnu mere skarp og fange det europæiske publikum, siger Rasmussen, der nu skal til at skabe plads i kalenderen til de mange forberedelser.

– Jeg har sådan set et arbejde, jeg skal tilbage til. En hyldestkoncert der skal rundt i landet snart, og nogle skønne elever på skolen, som jeg også har nogle forpligtelser overfor. Men det skal vi nok få passet ind, siger han.

Danmarks fem dårligste sange ved Eurovision

Grand Prix-legende: -Denne sang gik fra toppen til ud af bunden

Aftenens optræden var hans debut i Dansk Melodi Grand Prix.

Sang nummer 3: “Higher Ground” med Rasmussen (Jonas Flodager Rasmussen) vinder Dansk Melodi Grand Prix. Foto: Henning Bagger/Scanpix

Selv gætter han på, at han vandt seernes hjerter og stemmer, fordi det hele gik op i en højere enhed.

– Jeg tror, at vi formåede at fortælle den historie og vise den her sang, som vi rigtigt gerne ville. Sammenhængen mellem det visuelle og det auditive fungerede, lyder det fra vinderen.

Eurovision Song Contest bliver afholdt i den portugisiske hovedstad, Lissabon, i maj.

Blå Bog

Navn: Jonas Flodager Rasmussen.

Alder: 33 år.

Fødested: Viborg.

Nationalitet: Dansk.

Uddannelse: Cand.mag. i musikvidenskab og dramaturgi.

Karriere: Underviser på Scenekunstskolen ved Kulturskolen Viborg og ved Aarhus Teater Læring. Ved siden af er han frontfigur i bandet Hair Metal Heröes, der optræder med rockhits fra 1980’erne.

Civilstand: Gift med Mia Flodager og far til døtrene Aia og Selma.

Bopæl: Langå.

Jonas Flodager Rasmussen debuterede i melodigrandprixet under efternavnet Rasmussen.

Nummeret “Higher Ground” er skrevet og komponeret af de to svenske sangskrivere Niclas Arn og Karl Eurén, som begge har haft flere sange med i det svenske melodigrandprix, Melodifestivalen, gennem årene.

Kilder: DR, TV2 Østjylland, Randers Amtavis.

Værd at vide om den danske deltagelse i Eurovision

* Indtil 2004 var alle sange ved Dansk Melodi Grand Prix på dansk, men så valgte DR at ændre reglerne.

* Der blev ikke afholdt melodigrandprix i Danmark i 1994, 1998 og 2003, fordi Danmark havde fået en for dårlig placering i Det Internationale Melodi Grand Prix året før.

* Danmark har vundet Det Internationale Melodi Grand Prix tre gange:

I 1963 med Grethe og Jørgen Ingmanns “Dansevise”.

I 2000 med Brødrene Olsens “Smuk som et stjerneskud”.

I 2013 med Emmelie de Forests “Only teardrops”.

* Eurovision Song Contest blev i 1964 afholdt i Tivolis Koncertsal med DR’s speakerpige Lotte Wæver ved roret.

* Det Internationale Melodi Grand Prix blev i 2001 afholdt i Parken i København.

* B & W-hallerne på Refshaleøen i København dannede i 2014 rammen om Eurovision Song Contest.

* Eurovision afholdes i år i Lissabon i Portugal. Sangeren Rasmussen skal repræsentere Danmark med sangen “Higher Ground”.

Rasmussen har fået et startnummer ved Eurovision-finalen

Kilder: Den Store Danske, DR, Koda.

/ritzau/

Del din kommentar

Forsiden lige nu