Partykonge har fødselsdag i dag

søndag d. 12. juni 2016 kl: 7. 00 Af: Elo Christoffersen
 

Den danske partykonge, Johnny Reimar, fylder i dag 73 år.

Johnny Reimar, dansk sanger, guitarist, producer, tekstforfatter og tv-vært, kan i dag fejre sin 73 års fødselsdag. Han fik sit gennembrud i 1961, hvor han som en del af The Cliffters debuterede på plade, og samtidig tog navneforandring til Johnny Reimar.

Efter at have spillet i skoleorkestret på Korsløkkeskolen, vandt han i 1958, som 15 årig, sammen med sit band The Ready Rock Boys en amatørkonkurrence i Fyns Tivoli. Samme år debuterede han med sit første professionelle job, ved indvielsen af Allesøhallen på Fyn.

Dansk musiklegende runder skarpt hjørne: Jeg har opnået alt

I 1959 skiftede bandet navn til The Cliffters og gik to år senere ind på førstepladsen på den danske single-hitliste med hittet “How Wonderful to Know”. Efterfølgende turnerede de i Tyskland og Nordeuropa og optrådte i 1962 som backingband i Cirkusrevyen[1]. I 1963 blev The Clifters opløst og Johnny Reimar dannede i stedet bandet The Scarlets som også hurtigt blev populære og fik flere hits ind på den danske hitliste.

Fik hit med “Lille fregnede Louise”

I 1964 skiftede han fra at synge engelsksproget rock til at blive solist på dansk, da han indsang “Lille Fregnede Louise”, der solgte over 100.000 eksemplarer. Sangen var hentet i Sverige, hvor gruppen Sven-Ingvars havde haft stor succes med at kombinere den ny pigtrådsmusik med den traditionelle schlager, og Reimars danske udgave var det første seriøse forsøg på det samme i Danmark.

Efterfølgende havde han flere hits, bl.a. “Du burde købe dig en tyrolerhat” (1969), “Sikk’ en fest vi har haft nu i nat” (1972), “Olé det var i Spanien” (1972), “Bind dit gule hårbånd” (1972) og “Eviva Espana” (1972) samt senere den uofficielle fodboldsang “Halli, halli, hallo – vi vinder i Mexico” (1986). Det lykkedes ham de næste 25 år at fylde landets sportshaller med sit Party-orkester.

Succes med “Smølfesangen”

I 1970 lancerede Johnny Reimar sin populære Party-serie, der tilsammen har solgt mere end 1 million eksemplarer. I slutningen af 1970’erne fik han desuden stor succes med hittet “Smølfesangen”, som han de følgende år turnerede landet rundt med sammen med Smølferne (tre skuespillere i smølfedragter).

I 1987 deltog han i Dansk Melodi Grand Prix med sangen “Sig mig hva’ du ude på”. Samme år blev The Cliffters gendannet, og startede en turné med over 2.000 koncerter.

I sommeren 1999 fik Reimar på Roskildefestivalen firedobbelt platinplade for en tredobbelt cd med Reimars største succeser og opnåede samtidig en slags kultstatus hos det unge publikum, ikke ulig den som Povl Kjøller havde fået nogle år tidligere.

Johnny Reimar om sin succes: Min kone har ordnet alt

Johnny Reimar er gift med Annie og bor i Ålsgårde.

Kilde: Wikipedia.

Del din kommentar

Forsiden lige nu