Efter alvorlig sygdom: Folkekær musiker hjælper andre

onsdag d. 23. november 2016 kl: 7. 41 Af: Ritzau Fokus
20161122142901480_org
June og Peter Belli har givet en ged til en fattig familie i Afrika. Foto: Free

June og Peter Belli har været i Malawi med Folkekirkens Nødhjælp, og det har sat tanker i gang for parret.

For få år siden var den folkekære musiker Peter Belli alvorligt tæt på at dø på grund af en nyreinfektion. En frygtelig oplevelse, som han heldigvis kom helskindet igennem. Men det satte nogle tanker i gang hos det danske folkeikon.

– Det beviste for mig, at når man når en vis alder, begynder øretæverne at komme. Hvis man bliver syg, skal man hurtigst muligt have noget lægehjælp, siger Peter Belli.

Men ikke alle er den lægehjælp forundt. Mange steder i verden står fattigdom i vejen for helt basale ting som mad, vand og behandling, hvis man bliver syg.

Det er med tanke på de mennesker, at musikeren sammen med sin kone, June, er begyndt at engagere sig i velgørenhedsarbejde.

“Giv en ged”-kampagne

Parret har således takket ja til at være æresambassadører for Folkekirkens Nødhjælps “Giv en ged”-kampagne.

I den forbindelse har de besøgt familier i Malawi i det sydøstlige Afrika, der har fået hjælp af netop denne kampagne.

– De her mennesker har ikke brug for læger lige nu. De har brug for støtte, så de stille og roligt kan komme i gang med en produktion af geder og kaniner, siger Peter Belli.

Peter Belli fylder 75 år: Fejres med fisk og familie

I Malawi mødte ægteparret en familie, der for nogle år siden fik en ged af Folkekirkens Nødhjælp. I dag klarede både den familie og nærområdet sig langt bedre, og deres børn var endda startet i skole.

En øjenåbner for parret

For June og Peter Belli, der også selv gav en ged til en ny familie, har det været en øjenåbner at opdage hvor lidt, der faktisk skal til.

– Det var fantastisk at komme ned til sådan nogle fattige mennesker og give dem noget, som kommer til at hjælpe dem rigtig meget. Vores hjerter banker for at gøre en forskel, at sætte fokus på, det nytter noget, siger han.

– Det her er det fattigste, jeg nogensinde har set. Men alligevel var de rige, for de var så sjælelige og positive, de grinede, smilede og havde de smukkeste øjne, jeg nogensinde har set, siger den legendariske musiker, der alligevel må indrømme, han har fortalt sig:

– Nej, det er ikke rigtigt. De øjne så jeg, første gang jeg mødte June.

Peter Belli & De Rejsende får ros for koncert

Folkekirkens Nødhjælps “Giv en ged”-kampagne har kørt siden 2006 og har altså ti års jubilæum i år.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu