Peter Frödin gyser og jubler over uforudsigelige talenter

lørdag d. 20. januar 2018 kl: 13. 00 Af: Ritzau Fokus

Peter Frödin er klar til en ny sæson af "Danmark har talent", og han glæder sig over nogle spritnye talenter. Programmet skydes i gang lørdag den 20. januar.

Når tv-programmet “Danmark har talent” lørdag vender tilbage med fjerde sæson, er noget helt ved det gamle – og andet er spritnyt.

Blandt det gode gamle er de tre dommere Peter Frödin, Jarl Friis-Mikkelsen og Cecilie Lassen.

Men dommerbordet byder også på en udskiftning.

Peter Frödin bliver vært for prisuddeling

Sangerinden Nabiha er i år nemlig byttet ud med sangeren Thomas Buttenschøn.

Peter Frödin gyser og jubler

Og det er ikke det eneste nye, tv-seerne vil opleve, når de blænder op for underholdningsprogrammet.

– Noget andet, som er nyt, er, at vi har så mange nye kategorier med, som man ikke kunne have forudset, siger Peter Frödin.

Han henviser til, at de mere gængse kategorier som sang, dans og tryllekunst har været faste elementer i de forrige sæsoner.

– Vi har en kvindelig gravid sabelsluger med, som slugte sabler, til hun var i ottende måned, hvor der var nogle, der sagde: “Måske skal du lige holde lidt igen med det der”, fortæller han.

Går sabelsluger på klingen

Sablerne er blevet tjekket efter, og der er altså ikke noget med, at klingen kan forsvinde op i skæftet, når man trykker på det, forsikrer han.

– Det er kuleskørt, og vi var så bange, da vi så det. Hun er meget dramatisk og vidunderlig. Og så fortæller hun, at hun kan mærke det der kølige stål gå forbi hjertet, fortæller den 54-årige skuespiller og sanger og fortsætter:

– Vi var alle sammen meget påvirkede af det, for det var super grænseoverskridende, men også super underholdende. Og det så meget farligt ud.

Han fortæller, at niveauet generelt har taget et ryk op.

Blæst bagover af mandlige dansere

Blandt andet er dommerpanelet blevet blæst bagover af det høje niveau hos flere af de mandlige dansere, der indtager den skrå scene på Folketeatret.

Aldersmæssigt spænder deltagerne fra syv år til over 90 år.

Og netop variationen i de mennesker, der træder ind på scenen, og den underholdning, de leverer, er helt essentiel for Peter Frödin.

Danmark har talent-vært bruger fritiden i en tidsmaskine

– For mig ville det være for kedeligt at være dommer i en sangkonkurrence. Det her passer virkelig godt til mig. Variationen i underholdningen er enormt sjov, siger Peter Frödin.

Den nye sæson af “Danmark har talent” skydes i gang 20. januar klokken 20 på TV2.

Del din kommentar

Forsiden lige nu