Peter Gade sælger sin Holte-villa

tirsdag d. 17. marts 2015 kl: 9. 56 Af: Elo Christoffersen
 

Badminton-legenden Peter Gade er på udkig efter et nyt hjem.

Efter blot to år som ejer valgte han i dag at sætte sin villa i Holte nord for København til salg, og skulle det lykkes ham at opnå udbudsprisen på boligen – i alt 4.795.000 kr. – kan han se tilbage på en fornuftig investering.

Peter Gade sætter prisen ned på sin villa

Da han købte huset i december 2012, betalte han 4.275.000 kr., og han har således udsigt til en gevinst på 520.000 kr., hvis en køber betaler udbudsprisen. Det skriver Boliga Kendte.

Ifølge mægleren er der tale om en hyggelig villa, der ligger ned til en lille sø og blandt andet kan byde på 121 kvadratmeter bolig og en grund på 1.120 kvadratmeter.

På markedet igen

Det er anden gang inden for få år, at Peter Gade handler bolig i Holte.

I november 2012 solgte han ifølge Boliga sin villa på Østre Paradisvej for 7.075.000 kr., men først efter et længere forløb på markedet, hvor køberen opnåede en samlet rabat på over én million kroner i forhold til den oprindelige udbudspris.

Samtidig måtte han acceptere, at huset blev handlet 125.000 kr. under, hvad han selv havde købt det for i 2005.

38-årige Peter Gade har ikke sluppet badmintonsporten helt. Det bliver til en opvisningskamp i ny og næ, og han træner i dag nogle af landets største talenter.

Derudover benytter han sit kendskab til Asien til at promovere en række danske virksomheder.

Del din kommentar

Forsiden lige nu