Peter Gantzler efter 20 års forhold: -Man skal kunne holde ud

tirsdag d. 4. september 2018 kl: 8. 27 Af: Ritzau Fokus
Peter
Peter Gantzler er aktuel i tv-serien "Hånd i hånd", hvor et ægtepar kommer ud i en stor krise. Selv har han været sammen med den samme kvinde i 20 år. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix.

Skuespillerne Peter Gantzler og hans kone, Xenia Lach-Nielsen, har holdt sammen og holdt hinanden ud i 20 år.

Da Peter Gantzler voksede op, var han den eneste i klassen, hvis forældre var skilt.

Da hans datter, Rosa, gik i skole, var hun en af de eneste, hvis forældre stadig var sammen.

I 20 år har skuespillerparret Peter Gantzler og Xenia Lach-Nielsen holdt af hinanden og ikke mindst holdt hinanden ud – og det er noget, Peter Gantzler godt ved er mere og mere sjældent.

Han vil ikke gøre sig til dommer over folks forhold. Men han mener, at der er en stor gevinst at hente ved at blive sammen med sin udkårne.

– Vi har valgt at blive sammen i 20 år nu. Og det er der altså en tilfredsstillelse ved. Der kommer nogle gaver, hvis man holder ud, så man kommer til at holde af på en anden måde og på en tættere og dybere måde. Der er en tryghed, uden at det er kedeligt, siger Peter Gantzler.

Man skal holde ud

Netop nu er han aktuel i tv-serien “Hånd i hånd”, hvor han spiller faren til hovedpersonen Lise, der er endt i en stor krise med sin mand. Parret, spillet af Ditte Ylva Olsen og Esben Dalgaard, starter i parterapi for at prøve at redde forholdet.

Hvad det kræver, at man kan blive sammen i et forhold, har Peter Gantzler et bud på.

– I mange tilfælde skal man jo holde ud. Og så er det en beslutning. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt tænkte: “Jeg bliver her”, siger han.

Det handler også om at acceptere, at man er to forskellige individer.

– I princippet – og det tror jeg, er vigtigt at lære – handler det om at give plads til hinanden og til hinandens forskelligheder. Det er ikke sikkert, man kan lide det samme maleri og den samme bygning og det samme bjerg, siger Peter Gantzler.

– Nogle gange må man gå med den anden ud og kigge på det bjerg, og andre gange skal man sige, “det interesserer mig ikke at se det bjerg, men gå du ud og se på det, så laver jeg noget andet”. Man skal ikke blive ens, man skal blive ved at være sig selv. Vi har været gode til at give hinanden den plads, siger han.

At de begge har et krævende arbejde med skæve arbejdstider, og hvor der i perioder er meget travlt, har de været gode til at håndtere. Også selv om de undervejs er blevet forældre til datteren Rosa.

– Vi har været så heldige, at i al den tid, hvor vi havde et barn, der havde brug for os, har vi meget sjældent spillet teater samtidig. Jeg tror kun, det er sket en enkelt gang.

Kendisser: Derfor elsker vi denne kunstform

– Jeg har jo også filmet i udlandet, men vi har altid været heldige, at det passede ind, og det har aldrig været et spørgsmål om, hvem der nu skulle hvad, fortæller Peter Gantzler.

Han har glædet sig over, at han på grund af parrets skiftende arbejdstider, har haft en mulighed for at lære sin datter rigtig godt at kende.

– Jeg synes, det har været en lykke at være sammen med Rosa alene, når Xenia var på teatret, fordi jeg som far og mand er kommet meget tættere på hende, fordi det var mig, der læste godnathistorie og puttede hende.

– Jeg har været meget alene med hende, og det har medvirket til, at vi har fået et meget stærkt bånd. Derfor anbefaler jeg alle nybagte fædre, at de skal bruge tid med deres barn, uden at mor er med.

Glad for og stolt af

Da Peter Gantzler og Xenia Lach-Nielsen mødte hinanden, var hun kun lige fyldt 25 år. Det betyder, at han har stået ved hendes side og set hendes karriere udfolde sig. Det er han både glad for og stolt af.

– Nu har jeg en kone, der i en alder af 46 år blomstrer helt vanvittigt. Hun har netop været nomineret som årets sanger ved Reumert-uddelingen, fortæller skuespilleren.

– Jeg hørte hende synge første gang, da hun var 25 år, og der tænkte jeg, “hold nu kæft, hvor vil jeg gerne være der, når den stemme bryder igennem!”. Det vidste jeg, den ville. Og jeg var der, da det skete, og den ramte loftet, så man helt fysisk kunne mærke det i salen. Det er dejligt på den måde at være en del af det, siger han.

Selv har han med sin rolle i “Hånd i hånd” scoret et job, han virkelig har nydt.

– Det er en rolle, hvor jeg virkelig har kunnet give den én over nakken. Og det har været rigtig sjovt. Der er adskillige scener, hvor min karakter ikke er helt ædru og kører ret langt ud. Og det er sjovt at se, hvor langt man kan gå.

Dansker får storrolle i vikinge-serie

– I min fremskredne alder synes jeg, at det er sjovt at kunne fyre den lidt af – også på teatret. Jeg har fået det sjovere og sjovere med at slippe hestene løs, siger han.

“Hånd i hånd” vises torsdag på TV3.

Del din kommentar

Forsiden lige nu