Scorer ny tjans

EU-kandidat for Moderaterne og tidligere K-formand Lars Barfoed skal være bestyrelsesformand for teater

Lars Barfoed skal være bestyrelsesformand for Det Kongelige Teater fra årsskiftet. (Arkivfoto).

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) har udpeget De Konservatives tidligere formand Lars Barfoed som ny bestyrelsesformand for Det Kongelige Teater.

Det oplyser Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Lars Barfoed afløser tidligere Venstre-minister Bertel Haarder som bestyrelsesformand ved årsskiftet. Bertel Haarder har siddet på posten i fire år.

Driver konsulentfirma

- Den nye bestyrelse for Det Kongelige Teater udgør tilsammen et kompetent, alsidigt og handlekraftigt hold med de rigtige kompetencer inden for ledelse, politik, virksomhedsdrift, jura og selvfølgelig scenekunst, siger Jakob Engel-Schmidt i meddelelsen.

Også den tidligere socialdemokratiske kulturminister Joy Mogensen indtræder i bestyrelsen. Det samme gør forretningskvinden Mia Wagner og Henrik Puggaard, der er partner og advokat i Poul Schmidt.

Lars Barfoed driver i dag et konsulentfirma, men er også opstillet som kandidat til Europa-Parlamentet for Moderaterne. Han er dog placeret nederst på partiets liste ved EU-valget 9. juni næste år.

Tager begge poster

- Skulle jeg blive valgt ind i Europa-Parlamentet, så kan jeg sagtens forene de to ting, siger Lars Barfoed til Ritzau.

Fra 2011 til 2014 var Lars Barfoed formand for De Konservative. I august meldte han sig ud af partiet for derefter at blive medlem af Moderaterne.

Lars Barfoed skal være bestyrelsesformand for Det Kongelige Teater fra årsskiftet. (Arkivfoto).

Han har også været både justitsminister og transportminister og sad i Folketinget fra 2001 til 2015.

- At blive formand for Det Kongelige Teater er en rigtig spændende og væsentlig post at få i dansk kulturliv, siger Lars Barfoed.

Naturligt for ham

Han siger, at bestyrelsesarbejde "ligger naturligt" for ham og peger på sin erfaring.

Tidligere har han blandt andet været bestyrelsesformand for Energinet og er i dag også bestyrelsesformand for Danmarks Underholdningsorkester.

Det Kongelige Teaters bevilling fra staten er på 528 millioner kroner i 2023.

Teatret har ligget på Kongens Nytorv i København siden 1748. Det har cirka 780 opførelser årligt af forestillinger inden for genrer som ballet, koncert, skuespil og opera.

Siden 2018 har Kasper Holten været teaterchef på Det Kongelige Teater.

Bestyrelsen er teatrets øverste ledelse og har over for kulturministeren det overordnede ansvar for teatrets virksomhed.

LARS BARFOED

Lars Barfoed (født den 4. juli 1957 på Frederiksberg) er en dansk jurist og politiker, som har repræsenteret Det Konservative Folkeparti i Folketinget fra 2001 til 2015 og været politisk leder for samme parti fra 14. januar 2011 til 2014. Fra 28. juni 2012 til august 2014 var han tillige partiets politiske ordfører. Den 6. august 2014 meddelte Lars Barfoed, at han ville trække sig fra formandsposten, og at den konservative borgmester i Viborg Søren Pape Poulsen ville tiltræde som konstitueret formand indtil partiets landsmøde senere i 2014.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS