Angriber planterne: Sådan beskytter du din have

Temperaturen har svinget op og ned denne sommer, og det har givet svamp i særligt roser. Brug efteråret til at forhindre sygdom i planterne.

Udgivet Opdateret

Først varmt, så vådt og koldt og så rigtig varmt igen.

Sommerens temperaturudsving har haft stor betydning for mange af havens planter – især roserne.

Derfor kan du med fordel bruge efteråret på at forebygge svampesygdom, fortæller Kamilla Høy, plantefaglig rådgiver hos Plantorama, der er en landsdækkende kæde af plante- og havecentre.

– Svingningen i temperatur har fremprovokeret svampedannelse, så har man roser, skal man få ryddet godt op omkring dem og få pillet de grimme blade af, siger hun og fortsætter:

– Lad være med at dække dem til for vinteren, for det kan gemme på svampene.

Selv om frugttræer ikke har været lige så hårdt angrebet, så skal du også sørge for at rive nedfaldne frugter og blade væk under træerne.

Der er også mange andre ting, du med fordel kan få gjort i haven til efteråret. Efterår er blandt andet plantesæson, fortæller Berit Rørbøl, anlægsgartner, landskabsarkitekt og haverådgiver hos Videncentret Bolius.

– Mange planter kan godt lide at blive plantet i efteråret, når de er i dvale, så det er et godt tidspunkt at plante nyt eller plante om, så længe det ikke er for vådt, siger hun og tilføjer:

– Hvis man skal plante om, skal man lige vente, til planterne har smidt bladene og har sat tempoet ned.

Hold igen med disse planter

Du bør holde igen med eksotiske planter og sommerblomster, men træer, buske, roser og stauder er gode at få plantet ud, mens jorden er kold og fugtig.

Brug desuden efteråret på at komme havens dræbersnegle i forkøbet.

– Sidste års milde vinter har givet os mange dræbersnegle, så efteråret er et godt tidspunkt at samle dem og deres æg.

– Vend krukker, brædder og kvas, og destruer de hvide æg, som typisk ligger i klynger. De lægger gerne æg fugtige, beskyttede steder, hvor temperaturen ikke bliver alt for lav om vinteren.

Når det kommer til beskæring, er der delte meninger om, hvornår du skal klippe ned.

– Ny viden og erfaring siger, at langt de fleste ting – træer, buske og hæk – skal klippes i august. Ikke før eller senere. Planterne er i fuld vækst og kan nå at lukke sårene, efter at de har været skåret i, inden vinteren, siger Kamilla Høy.

Pas på med at beskære

Ifølge Berit Rørbøl er der en række sorter, som i hvert fald ikke skal beskæres efter september, fordi de risikerer at få sygdomme.

Det drejer sig blandt andet om birk, ahorn, valnød, blomme- og kirsebærtræer.

Har du haft ekstra meget tid i haven i år, måske som følge af coronanedlukningen, så husk at afslutte dine projekter.

– Få gjort tingene færdige, og få fjernet rod og bunker af materialer. Har man været ude at lave køkkenhave, så skal man få ryddet op i den og planlægge næste års projekter, hvor man måske ikke har lige så meget tid, siger Berit Rørbøl.

I galleriet ovenfor kan du se en samlet oversigt over, hvilke projekter i haven, du bør klare i løbet af efteråret.

Pas på nattefrosten

Der er også en ting, man skal tage sig i agt for i efteråret, hvis man gerne vil i haven – og det er nattefrost.

Fra oktober kan der være risiko for nattefrost, derfor er det fra den tid en god idé at have plastik parat.

Det skal bruges til at dække sarte planter som citrus, ægte laurbær og afrikansk skærmlilje for at nævne nogle.

Er temperaturen lavere end minus to grader, skal de mest sarte planter dog stilles indendørs i et frostfrit rum.

Powered by Labrador CMS