Premiere: Ny musikvideo fra NOAH

tirsdag d. 1. december 2015 kl: 19. 30 Af: Elo Christoffersen
 

Der drysses Love Actually-julestemning ud over singlen ’På Vej Hjem’, med den nye musikvideo fra NOAH.

Et fotografi fik en bærende, visuel rolle i tilblivelsen af NOAH’s nye single, ’På Vej Hjem’, og uden at vide af det, krydsede forsanger, Troels Gustavsen, veje med et af sine største musikalske forbilleder. Den ensomme skikkelse, på det snedækkede storbybillede, var nemlig fanget af den amerikanske musiker og sanger, John Mayer, som siden har givet NOAH lov til at bruge billedet som singlecover.

NOAH om brud: -Det kan godt være en belastning at være to

John Mayers sort/hvid fotografi, som emmer af melankoli og nostalgisk vinter- og julestemning inspirerede også instruktør, Nicolas Tobias Følsgaard, til den nye flotte musikvideo, som er skudt i julelysets mekka, London. Følsgaard har tidligere lavet videoer for Rasmus Seebach, Sivas og Nik & Jay, mens hans flotte, stilsikre og rene linier også dannede ramme om NOAH’s seneste video til singlen, ’Dine Fodspor’.

Familie, venskab og kærlighed

NOAH er nærmest blevet synonym for hits og kvalitetspop, hvis tekster og stærke melodier, rammer danskerne igen og igen. I foråret sendte NOAH singlen, ’Før Vi Falder’ på gaden, som ovenpå #1 placering på den danske Airplay Chart har rundet 3 millioner streams og indkasseret endnu en Guld-plade til samlingen. Nu går året på hæld med NOAH-singlen ’På Vej Hjem’ – en sang om familie, venskab og kærlighed.

– Man kan hurtigt komme til at sidde fast i minderne og den fælles drøm man havde. Pludselig er man gået i stå, og ganske ubemærket, drevet fra hinanden, fortæller Troels Gustavsen om ’På Vej Hjem’ og fortsætter:

NOAH klar med ny single

– Og netop den tid vi går i møde nu – julen, hjerternes fest – må minde os alle sammen om hvor vigtigt det er at bevare og værne om den kærlighed og de relationer, som virkelig betyder noget.

Se musikvideoen “På vej hjem” øverst i artiklen…

Del din kommentar

Forsiden lige nu