Begejstret prins går på Pokémon-jagt

tirsdag d. 22. november 2016 kl: 13. 37 Af: Ritzau Fokus

I et nyt interview roser den svenske prins Daniel app-spillet Pokémon Go for at få hans børn op af sofaen.

“Gotta catch’em all” (må fange dem alle, red.).

Sådan lyder sloganet til det populære monsterunivers Pokémon, der i sommer fik millioner af fans verden over til at rende rundt med hovedet i mobilskærmen og jagte Pokémon.

Og selv de royale er hoppet med på dillen med at fange Pikachu og alle de andre i app-spillet Pokémon Go – i hvert fald i det svenske kongehus.

Prinsen er begejstret

I et nyt interview med det svenske medie Aftonbladet udtrykker den svenske prins Daniel, der er gift med kronprinsesse Victoria, sin begejstring for det vanedannende mobilspil.

Bryllupsdag: Kronprinsessen faldt for sin træner

– Det var heftigt i sommer. Børnenes øjne forlod ikke skærmen, men rumpen forlod sofaen.

– Vi var ude på monsterjagt. Pokémon Go. Jeg ville virkelig forstå og teste fænomenet, lyder det fra prins Daniel i interviewet.

Det er især mobilspillets evne til at få de unge ud at motionere, der afføder roser fra den svenske prins, der selv er far til to.

– Det er utrolig interessant, hvordan en nogle gange kritiseret beskæftigelse som at spille fik børnene til at bevæge sig.

Klædt i national-dragter: Kronprinsesse Victoria havde familien med til mor og far

– Jeg er positiv over for den teknologiudvikling, der foregår, og jeg tror, børnene har meget at vinde ved at spille, lyder det fra prins Daniel, der er fortaler for, at børn får rørt sig minimum én time om dagen.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu