Prins Henrik brød tradition med flere hundrede år på bagen

søndag d. 18. februar 2018 kl: 8. 00 Af: Ritzau Fokus

Utilfredshed med sin titel fik prins Henrik til at ændre planer for sin begravelse i Roskilde Domkirke. Dermed brød han en gammel tradition for, at danske regentpar bliver begravet sammen.

Prins Henrik brød traditionen og det gav genlyd verden over, da prins Henrik i august 2017 meddelte, at han ikke ønskede at blive stedt til hvile ved siden af dronning Margrethe i Roskilde Domkirke.

– Prinsens beslutning indebærer, at prinsen ikke kommer til at ligge ved siden af Hendes Majestæt Dronningen under den sarkofag, som professor og billedhugger Bjørn Nørgaard har udarbejdet, skrev hoffet i en pressemeddelelse.

Beslutningen brød med flere hundrede års tradition, for at danske regentpar begraves sammen.

Den kongelige familie var indforstået med beslutningen og havde kendt den et stykke tid, lod den vide.

Kronprinsen blev ked af det

Kronprins Frederik lagde dog ikke skjul på, at han var ked af sin fars ønske.

Prinsesse Elisabeth er død: Det skal der ske nu

– Jeg kan kun sige, at jeg er rigtig ked af min fars beslutning på rigtig mange måder, sagde kronprinsen til Ekstra Bladet.

Prins Henrik gjorde det dengang klart, at han ønskede at blive begravet i Danmark.

Han gjorde det ligeledes helt klart, at beslutningen udsprang af utilfredshed med, at han ikke var ligestillet med sin kone ved at få den titel og funktion, som han havde ønsket.

Ville bisættes i Christiansborg-kirke

En utilfredshed, der de senere år fyldte mere og mere.

– Jeg synes, at hvis hun vil have mig begravet med hende, at hun skal gøre mig til kongegemal. Færdig, sagde prinsen i et interview med Billed-Bladet og Se og Hør.

Efter hans død er det blevet klart, at han ønsker at blive bisat i Christiansborg Slotskirke.

Efter prinsens ønske skal halvdelen af hans aske sættes i en urne i den private del af Fredensborg Slotshave.

Den anden halvdel skal spredes i de danske farvande.

Har arbejdet på kostbar sarkofag

Bjørn Nørgaard har siden 2003 arbejdet på den kostbare sarkofag, som afspejler regentparrets fælles virke i over 50 år.

Det er regentparret selv, der har bedt Bjørn Nørgaard om at stå for den kongelige sarkofag.

Han har tidligere tegnet de 11 gobeliner, der hænger på Christiansborg, og som var en gave til dronning Margrethes 50-års fødselsdag i 1990.

Selve sarkofagen i glas bliver båret af tre søjler af henholdsvis grønlandsk marmor, færøsk basalt og bornholmsk granit.

Koster mere end 29.000.000 kroner

Det skal symbolisere, at regenten er hele rigsfællesskabets.

Sarkofagen kan ses som model i Roskilde Domkirke. Den skal ifølge tegningerne være tre meter og 30 centimer lang, og den samlede pris er mere end 29 millioner kroner.

Dronningen holder fast i den oprindelige plan.

Hun kommer ikke til at ligge i selve glaskisten, men skal i stedet ligge nedenunder.

Efter planen skulle både prins Henrik og dronning Margrethe være gengivet i silhuetter i glaskisten, der skal stå i Skt. Birgittes Kapel i domkirken.

Diagnose ændrede ikke planerne

I september meddelte kongehuset, at prins Henrik led af demens.

Hoffets kommunikationschef, Lene Balleby, sagde efterfølgende, at prinsens sygdom ikke ændrede ved begravelsesplanerne om ikke at blive begravet i Roskilde Domkirke.

– Prinsens beslutning skal holdes adskilt fra diagnosen, sagde hun.

 

— — —

PRINS HENRIKS BLÅ BOG:

* Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat, født den 11. juni 1934 i Talence, Gironde, Frankrig.

* Den næstældste af i alt syv søskende. To brødre og to søstre lever endnu: Étienne de Monpezat, Jean Baptiste de Monpezat, Francoise Bardin og Cathrine de Monpezat.

* 1950 student fra gymnasiet i Cahors, Sydvestfrankrig.

* 1952 student fra Hanois franske gymnasium.

* 1952-57 studier i jura og statskundskab på Sorbonne, Paris.

* 1957 studier i kinesisk og vietnamesisk.

* 1959-62 værnepligt, blandt andet ved infanteriet i Algeriet.

* 1962 ansat ved det franske udenrigsministeriums Asien-afdeling.

* 1963-1967 ambassadesekretær ved Frankrigs ambassade i London.

* 10. juni 1967 gift i Holmens Kirke med Margrethe, der dengang var tronfølger. Herefter fik han navnet Hans Kongelige Højhed Prins Henrik af Danmark.

* I 2005 tog han titlen prinsgemal for at markere forskellen på dronningens ægtemand og det stigende antal yngre prinser i familien. I forbindelse med sin pensionering i 2016 vendte han tilbage til sin gamle titel, prins Henrik.

* Far til kronprins Frederik (født 1968) og prins Joachim (født 1969).

* Farfar til otte børnebørn.

* Ud over dansk og fransk talte han engelsk, kinesisk og vietnamesisk.

* I 1974 købte han og dronningen Château de Caix i Cahors i Frankrig. Slottet er også regentparrets sommerresidens og ligger tæt på prinsens barndomsegn. I 2015 blev salg og produktion af vin bortforpagtet.

* Prins Henrik har udgivet flere digtsamlinger og bøger. Blandt andet bogen “Skæbne forpligter”. Han har desuden sammen med dronningen udstillet værker på kunstmuseet Aros i Aarhus.

Kilder: Kongeligt Leksikon, “Skæbne forpligter” (erindringsbog skrevet af prins Henrik).

— — —

FAKTA OM PRINS HENRIKS SYGDOM

Prins Henrik, der er født Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat, er født i Frankrig i 1934.

Han blev i 1967 gift med Margrethe, der på det tidspunkt var tronfølger.

Fem år senere, i 1972, blev Margrethe dronning.

Læs her om prins Henriks seneste sygdomsforløb og demensdiagnose:

* Juli 2017:

Prins Henrik bliver opereret på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Han bliver opereret i højre lyske og får en ballonudvidelse i højre bækkenkar.

Operationen bliver foretaget som følge af forsnævringer på pulsårerne, der også er kendt som åreforkalkninger. Prinsen er indlagt i omkring en uge i forbindelse med indgrebet.

* August 2017:

Prins Henrik bliver indlagt på Rigshospitalet efter tiltagende smerter i højre ben. Smerterne er eftervirkninger fra operationen i juli, som ellers forløb efter planen.

Prinsen bliver behandlet medicinsk, og der forventes ikke yderligere kirurgiske indgreb.

Han er indlagt i lidt mere end en uge.

* September 2017

Kongehuset meddeler, at prins Henrik lider af demens. Demensdiagnosen betyder, at prinsens kognitive funktionsniveau er svækket.

En måned tidligere vakte prinsen stor opsigt, da han meldte ud, at han ikke ønskede at blive begravet ved siden af sin hustru, dronning Margrethe, i Roskilde Domkirke som planlagt.

* Januar 2018:

Prins Henrik bliver indlagt på Rigshospitalet. Indlæggelsen sker i forlængelse af sygdom opstået i Egypten.

* Februar 2018:

Prins Henrik bliver undersøgt for en tumor i venstre lunge. Den viser sig at være godartet, oplyser kongehuset 2. februar.

En uge senere, fredag den 9. februar, lyder meldingen fra kongehuset, at prins Henriks tilstand er alvorligt forværret.

Kronprins Frederik har derfor afbrudt sit ophold i Sydkorea, hvor han var i forbindelse med de vinterolympiske lege, og er på vej til Danmark.

Siden fredag den 9. februar har hele familien – inklusive syv af otte børnebørn – besøgt prins Henrik ved sygelejet på Rigshospitalet.

Tirsdag den 13. februar har Kongehuset så meddelt, at prins Henrik er blevet overført til Fredensborg Slot, hvor han – som det skrives – ”ønsker at opholde sig i sin sidste tid”.

Ifølge samme pressemeddelelse forholder det sig således, at… ”prinsens tilstand forbliver alvorlig”.

Tirsdag den 13. februar klokken 23.18 dør prins Henrik – han blev 83 år.

Kongehuset meddeler onsdag den 14. februar 2018, at der er officiel landesorg en måned frem – til onsdag den 14. marts 2018.

Han 'fandt' Al Pacino: Manden bag Scarface er død

Torsdag den 15. februar blev prins Henriks båre fragtet fra Fredensborg Slot til Amalienborg Slot.

Kilder: Ritzau, kongehuset.

Del din kommentar

Forsiden lige nu