Ugeblad: -Vi kommer til at dække prinsen anderledes

onsdag d. 6. september 2017 kl: 15. 56 Af: Ritzau Fokus
Prins Henrik dækning medier
Se og Hør vil overveje sin dækning af prins Henrik. Foto: Nils Meilvang/Scanpix (Arkivfoto)

Chefredaktøren på Se og Hør understreger, at ugebladet ikke var vidende om prinsens demens i sommer.

De danske ugeblade og nyhedsmedier har hen over sommeren dækket udmeldinger fra prins Henrik intenst.

Ugeblad overvejer sin dækning af prinsen

Med onsdagens meddelelse fra dronning Margrethe, om at prinsen er dement, vil ugebladet Se og Hør overveje sin dækning.

Det siger chefredaktør på ugebladet, Niels Pinborg.

– Vi kommer til at kigge på prinsen, og dækningen af prinsen på en anden måde, end vi har gjort hidtil. Både ud fra en helt almindelige anstændig opførsel, som vi rent faktisk prøver at eksekvere på Se og Hør.

– Men også fordi loven foreskriver, at folk som er ramt af svær sygdom skal man udvise et udvidet hensyn ti, og det kommer vi også til, siger han.

Dog vil Pinborg ikke garantere, at ugebladet ikke længere vil citere prinsen.

– Jeg kan ikke helt kategorisk sige, at vi eksempelvis ikke vil citere ham for at sige “det er dejligt vejr i dag”, hvis vi møder ham på en dag, hvor det er dejligt vejr, lyder det.

Kongeskibet brugt til privat fest

Henrik kritiserede dronning Margrethe

Se og Hør og en række andre medier bragte tidligere på sommeren udtalelser fra prins Henrik, hvor han kritiserede dronningen.

Dengang udtalte Se og Hørs journalist, at det var hendes indtryk, at prinsen var ved sine fulde fem.

Se og Hør var ikke i besiddelse af information om prinsens demens, understreger Pinborg.

– Hvis jeg for seks uger siden havde haft den viden, jeg har i dag, om at prinsen havde en svær sygdom. Så havde jeg helt sikkert ageret anderledes.

– Men man skal huske på, at det vi fik af vide dengang, også af underhåndsoplysninger, det var, at prinsen ikke fejlede noget, og at der ikke var noget galt, siger Pinborg.

Der er ikke noget i mediejuraen, der forbyder medier at tale med eller citere demente.

Der står blot i de presseetiske regler, at der bør udvises særligt hensyn over for børn og andre personer, som ikke kan ventes at være klar over virkningerne af deres udtalelser eller anden medvirken.

/ritzau/

Del din kommentar

Forsiden lige nu